Det er vel et råb om hjælp

Throwaway konto her. Jeg gemmer mig lidt, men nogle kan nok gætte hvem jeg er, efterhånden som vi kommer gennem teksten.

Sorry for Wall of tekst.

Jeg ved ikke lige hvor jeg skal ende og begynde, men lad os prøve at gøre som Jonathan Spang’s kæreste, og lande midt i det hele, og så grave os ud derfra.

I går aftes, lørdag, kan man vel godt sige, at jeg gerne ville begå selvmord. Jeg havde fundet en kniv, og diskuterede sådan set bare med mig selv, om hvor i min lejlighed jeg skulle gøre det. Ville det være mest fair at gøre det på badeværelset, så det var nemmere at rense og gøre rent bagefter, eller skulle jeg gøre det i min seng, hvor jeg sad i forvejen. Så behøvede jeg heller ikke at rejse mig alt for meget. Dilemmaet var stort. Jeg havde i tankerne, at jeg “skulle ned af gaden, og ikke hen af vejen” og med sådan en box cutter som de f.eks. bruger i super markederne når de pakker varer ud, så var den god at bruge.

Lidt baggrundshistorie er måske på sin plads. Jeg startede med en voldsom depression for mange år siden, der i 2016 udviklede sig en diagnose der hedder Skizotypisk sindslidelse. Jeg var så i noget der OPUS i 2 år, og så siden da, har jeg været on/off i forbindelse med Distriktpsykiatrien.

Jeg har siden september 2019 været på sygedagpenge, så dejlige tre år, uden der er sket en skid. Jeg har været i en enkelt praktik, hvor jeg væltede og røg på psykiatrisk skadestue for anden gang.

Fordi jeg før min diagnose har været til psykolog rigtig meget, grundet min dejlige depression, har jeg brugt rigtig mange klip i det danske sundhedssystem mulighed for at få en psykolog. Faktisk har jeg brugt alle dem, jeg har til rådighed, så hvis jeg skal til psykolog i dag, som jeg gerne vil, så skal jeg betale fuld pris. Jeg har måske mulighed for en paragraf 82 i serviceloven, at blive henvist til en psykolog uden begrænsninger, men når man er på sygedagpenge, så er der ikke mange penge at lege med, når man samtidig skal bruge penge på medicin.

Jeg ved sgu ikke engang hvad jeg forsøger at fortælle her med det her indlæg. Det er tydeligvis et råb om hjælp, men jeg ved ikke hvor jeg skal få den hjælp fra. Jeg snakkede med psykiatrisk skadestue i går. De siger, at så længe jeg ikke AKTIVT har forsøgt at begå selvmord, så kan de ikke gøre noget. De tilbød jeg kom ud til dem og sad, så jeg ikke bare sad alene hjemme i min tomme lejlighed.

Jeg har i dag snakket med Røde Kors, som har en forening, hvor man kan få besøg af frivillige, som man kan snakke med. Men, ingen tavshedspligt og der er ingen uddannelse bag, så det kan være alt fra en bager til en elektroingeniør der kommer ud til en. Det blev et rungende nej. Plus, jeg ville kunne besøg i starten af Oktober

Jeg er lidt i denne her situation, hvor.. Jeg kæmper for at være alene, men ikke at være ensom. Fordi jeg har siddet så meget hjemme i de her 3 år, hvor der bla grundet Corona har været lukket ned for alle de tilbud der nu normalt er, så gemmer jeg mig rigtig meget. Jeg sidder bare herhjemme foran skærmen, ser den ene dumme serie eller film efter den anden, uden egentlig at følge med. Det hele handler om adspredelse, så jeg ikke skal forholde mig til mine tanker, dumme drømme og alle de her ting, hvor jeg ingen kontrol har.

F.eks jeg skiftede kontaktperson på jobcenteret 1. maj. Her pr 1. September har hun endnu ikke læst min sag endnu. Jeg bliver så meget nølet, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Sidste snak var netop her 1 september, hvor jeg så spørger hvad JEG kan gøre, for at vi kommer lidt videre i systemet, og jeg får af vide at jeg bare skal vente.

Jeg bliver jo sindssyg, endnu mere, af bare at vente på der sker noget.

Man kunne med rette smide denne her:

Tl:dr: Jeg var tæt på at begå selvmord i går, og havde brug for at fortælle nogen om det og om det lorteliv jeg ikke har.

Emne

[EmilsaRusher 1120 Indlæg Offline]

#0 – Ud og gå nogle ture, meget lange – tag på shelterpladser osv. Du skal ikke sidde inde i din lejlighed og bare glo serier, det nedbryder dig mere end du vil være ved.

I funkekasset diser funkestyveren med sin dangenak på olmsk saster, for at fakke a kultes - alt mens han byser sin roï oc knup.

[NickellModerator 1745 Indlæg Offline]

Jeg er oprigtig chokeret over, at du ikke får den hjælp, som du efterspørger. Men bliv ved.

Det skal nok blive godt en dag.

Det er modigt at skrive det herinde. Jeg håber, at nogen rækker hånden ud til dig, og at du griber den.

Knus herfra!

[-dut-Rusher 1161 Indlæg Offline]

#2 enig, det er virkelig for dårligt.

Vi kan selvfølgelig støtte op herinde, men i sidste ende er det nok begrænset hvad vores kommentarer hjælper. Jeg håber virkelig at du kommer til at få den hjælp du tydeligvis har brug for.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#1: Jeg er ikke engang i nærheden af at være tæt på at være en person der ender med at skulle sove i et shelter. Det sker bare ikke. Hvis du har noget Glamping, så kan vi se på det.

#2: Jeg er så langt ude lige nu, at jeg ikke engang aner hvor jeg skal henvende mig. Jeg kan ikke få en hjemmevejleder, fordi jeg er i psykiatrien, jeg kan ikke få en psykolog, fordi jeg har brugt mine klip. Here’s the kicker. Ham der fyren der tog en tur i Fields. Jeg får den samme medicin som ham, plus nogle andre sjove ting.

#3: I know, I kan ikke gøre noget herindefra. Men, jeg tror bare jeg havde behov for at råbe “AAAAARRRGH” ud af vinduet her kl 2 i nat. Naboerne ville nok blive lidt sure, men sådan er det. Så jeg tænkte, jeg ville råbe det herinde i stedet for

[CancermanHead Rusher 3045 Indlæg Offline]

Hvad lavede du inden Corona lukkede for det hele? Det lyder mest som om, at du har brug for at komme ud. Helst hvor du kan være alene, men dog uden at være helt alene…hvis du forstår hvad jeg mener.

Jeg tror ikke det nødvendigvis er godt for dig, at være alt for alene med dine tanker. Slet ikke hvis du har haft selvmordstanker.

At du ikke kan få hjælp er helt grotesk. “Brugt dine klip” Det er simpelthen for sygt at høre, at mennesker bliver behandlet på den måde.

Hvis du ikke vil ud, hvad så med lidt online gaming, så er du ikke helt alene med dine tanker.

Har du noget familie/venner du kan gå til?

Håber du får det bedre og husk du er altid velkommen til at råbe herinde hele døgnet

[StormtrooperRusher 201 Indlæg Offline]

#0:

Jeg er oprigtigt ked af, at du har det som du har det. Og det er helt grotesk, at du ikke kan få noget hjælp.

Jeg ved godt, at det er en gammel traver, men få dyrket noget motion. Gå en tur, løb en tur, cykl en tur.

[maestroRusher 107 Indlæg Offline]

Jeg kan fra mit arbejde genkende dele af din historie. Ensomheden er farlig, fordi dine tanker får frit spil. Du skal snakke med andre, ikke nødvendigvis om dine problemer, men bare det du interesserer dig for f.ex. Hvis du har angst for at komme ud, så benyt dig af online chatrum. Der kan du også være anonym. Mit råd.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#5: Jeg arbejdede. Jeg gik ned med flaget i september 19, efter jeg i mange år havde kørt behandling for min sygdom, og arbejdede samtidig i mange år. Jeg havde indtil flere små situationer, hvor jeg blev skubbet lidt ud af kurs, og til sidst endte jeg bare med at måtte en tur på psykiatrisk skadestue og få noget hjælp. Det er så tre år siden nu.

Jeg synes det er fint at I kommer med gode råd, og det er jo nok også det eneste I kan gøre herinde. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg valgte at skrive herinde i første omgang. Måske jeg bare havde behov for at sætte ord på hvad der skete i lørdags. Som jeg nævnte. Jeg kæmper en brav kamp for at være alene, men ikke være ensom. Jeg har ikke rigtig nogle i mit liv, hvor jeg kan rette mig til og sige “Røvhul” og der så bare kommer ord ud. Dem jeg har i mit liv, som ved lidt om hvad der sker i mit hoved, er jeg bange for at skubbe væk, da det allerede er sket før, at jeg har åbnet mig og den person jeg så åbnede mig for, valgte at ghoste mig og fjerne sig fra mit liv. Det vil jeg helst ikke se ske igen.

Jeg er med på ensomheden er farlig, men det der kan være svært at forstå for folk uden en psykisk lidelse, er at der ligger så mange begrænsninger i det. Alle er forskellige, og alle med en psykisk lidelse er forskellige, og reagerer forskelligt fra situation til situation. Nogle er udadreagerende, andre reagerer ved at isolere sig selv og gemme sig på nettet i skumle fora’s andre sjove sider.

Og så er der folk der bruger deres tid i kommentarfelterne på Nyhedssidernes facebook sider.

Det der modarbejder mig, er min hjerne. Det der ikke er spændende, det sker bare ikke. Jow, jeg kan godt cykle en tur, men jeg skal have et formål med den cykeltur. Jeg skal have noget at cykle for, og at cykle en tur, er ikke noget at cykle for. Det er lidt selvmodsigende, men velkommen til min verden.

Jeg ved godt jeg ikke nødvendigvis er nem at arbejde her, og jeg måske er lidt modstridende mod jeres gode råd. Jeg ville ønske jeg “bare” kunne tage imod, og så gøre hvad I foreslår. Men, det sker ikke. Nogle ville måske sige jeg stritter mere imod end jeg samarbejder, og det kan der være noget om.

Jeg er nok bare en af de her mennesker der er fanget af en psykiatri der er alt for snæver.

[JesperBlomkaalRusher 297 Indlæg Offline]

#8 Det virker også bare så åndsvagt, at trille en tur for ingen verdens nytte eller bare vade rundt uden formål, jeg kan sagtens følge dig.

Men det er sgu for dumt bare at ende sit liv pga. nogle års modgang, det er spild når du kan kaste dig ud i det og få mest muligt ud af dine resterende dage.

Jeg røvkeder mig selv, jeg har heldigvis unger og kone, men man er jo bare på autopilot – hver aften når man lander på hovedpuden tænker jeg fuck hvor det gik stærkt og jeg fik intet ud af dagen, intet af det man foretager sig er det man reelt set gider og det betyder intet i historiebøgerne, ovenikøbet har man en sur kone, absolut intet sexliv, hus, biler og have der altid skal passes, irriterende unger i 80% af tiden og uanset hvor meget man tjener er det aldrig nok, SKAT tager kagen og så får man virkelig krummerne… der går til regningerne… man kan få lov at sige nej hele tiden til ens unger, selvom lønnen er over 5-7x gange gennemsnittet.

Man er aldrig tilstrækkelig i noget af det man gør, absolut ingen glæde i noget som helst længere, der er altid nogen at beundre – tror man. Her skal man altid huske på andre har det værre… der er altid en der er ved at blive nakket foran sin familie eller omvendt, nogen der lige er kørt galt eller en der ligger uden lemmer pga. kræft og er ved at udånde efter 10 års kamp… man skal nok bare stoppe op og nyde nuet noget mere. Vi har alle muligheder foran os, men er låste pga. samfundets rammer man tror man skal følge.

Men i bedste Andrew Tate stil så er jeg selv begyndt at tage skeen i egen hånd, man får virkelig intet i denne verden uden selv at tage det… du må lave et mål og sige fuck dine følelser, der er ingen der kommer og redder en, tag en dag ad gangen og træn eller gør et eller andet – ville det være fedt at stå helt trimmet om 1 år? Hell yes, så gå efter det, fuck følelser du skal bare op og ud af sengen, hver dag uden undtagelser – det gør virkelig underværker kan jeg mærke selv, at man bare presser sig selv til at udføre en handling hver dag der giver noget på den lange bane.

Fix dit hjem så det ser fedt ud, hav styr på ens rod, smid alt unødigt ragelse ud, er der noget der fejler noget så fix det nu og fjern det fra dine tanker med det samme. Savner du en dame? Så gør det til et mål, gå på jagt efter en der passer. Brug Tinder eller lign.

Har du løbesko? Så på med dem, smid noget lortemusik i ørene og løb rundt – ikke i morgen, men nu, se hvor langt du kan nå, lav en god rute, gør det hurtigere i morgen og hvad er det værste der kan ske? At man falder død om… sker ikke, men så dør man da i det mindste på normal vis og hvis ikke, så ender man bare som en motherfucker med overskud

Man kan i det mindste prøve at gøre en forskel, nu når vi er resultatet af milliarder af års liv der er endt i ét menneske der ikke aner hvad man skal stille op med sit liv.

[-dut-Rusher 1161 Indlæg Offline]

Måske det kunne hjælpe at få et kæledyr. Så har du pludselig en god grund til at gå nogle ture hver dag, og det er samtidig overraskende hvad sådan en kan gøre mod ensomheden.

[CancermanHead Rusher 3045 Indlæg Offline]

#8 Hvad arbejdede du med? Fysisk arbejde eller mere stillesiddende?
Hvis du er gået fra, at være fysisk aktiv på jobbet og til meget mere stillestående, så tror jeg det ville være rigtig godt at komme ud og få brændt noget energi af.
Jeg ved godt, at det er meget lettere sagt end gjort – jeg kender også godt den med cykelturen – der skal helst være et formål.

Et kæledyr er ikke noget dårligt bud. Det pålægger dig naturligvis et ansvar for det, men kæledyr (hvis man er til dyr) kan i den grad hjælpe – jeg har haft stor glæde af mine kæledyr, når jeg har været i kulkælderen.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

JesperBlomkaal wrote:

Men det er sgu for dumt bare at ende sit liv pga. nogle års modgang, det er spild når du kan kaste dig ud i det og få mest muligt ud af dine resterende dage.

Det kan lyde som om jeg bare vil forsvare mig. Men, vi snakker ikke bare lige et par års modgang her. Det hele starter hvertfald for 10-12 år siden, da jeg render ind i min dybe depression. Jeg gemte mig bare arbejde, druk og internettet.

Resten af din tekst: Ja, jo, det lyder fint. Men, du skal tænke på, alt hvad jeg tænker “Det her vil jeg gerne gøre”, det bliver modarbejdet på fuld smadder af negative automatiske tanker, depressive tankegange, nedgørende tanker og generelt en tanke om at jeg bare er dum, grim og ulækker. Når man så samtidig har været i den situation, at end bedste ven, fravælger en, fordi jeg valgte at åbne op en lille smule, så er det ikke nemt at finde et forum, hvor det at rent faktisk fortælle hvordan man har det, er tilladt.

Jeg HADER!!!!!!!!!!!! spørgsmålet, “Nå, hvordan har du det så?” for jeg kan aldrig være ærlig omkring det,og ER jeg så ærlig, så kigger folk på mig som om jeg spyer gift ud af øjnene.

#10+11: JA TJAK!! Jeg er vokset med hunde, og fra jeg var 10 havde vi en kennel, så der har altid været hunde omkring mig, og jeg har masser af gode minder med at have hund, lige fra at bruge dem som hovedpude, til at vi var på hundeudstillinger rundt omkring i Danmark og udlandet. Men, jeg må ikke have kæledyr hvor jeg bor. Jeg havde SÅ MEGET netop valgt en lille hund, som skulle luftes x antal om dagen, hvis jeg havde muligheden.

#11: Jeg har de sidste 15 år kun haft stillesiddende arbejde. Før det, var det en blandet landhandel, hvor jeg i mit arbejde, søgte de opgaver, som var stillesiddende. Jeg har aldrig været den meget aktive type, og har aldrig været opfordret til i min barndom, men dén del af mit liv vil jeg ikke lige ind på.

[CancermanHead Rusher 3045 Indlæg Offline]

Sloth wrote:

Men, jeg må ikke have kæledyr hvor jeg bor. Jeg havde SÅ MEGET netop valgt en lille hund, som skulle luftes x antal om dagen, hvis jeg havde muligheden.

Røv. Det lyder som om det ville være perfekt.

Måske du kunne blive frivillig på et internat, hundepension eller lign. Jeg ved godt det ikke er din egen hund, men så kom du lidt ud og du gjorde det sammen med en firbenet ven

[maestroRusher 107 Indlæg Offline]

Jeg er bare forvirret. Hvis du ikke er en person der har brug for at snakke med andre (trods vanskeligheder psykisk), så er jeg kong gulerod. Du vil gerne dele din oplevelse forleden, og du læser og svarer aktivt på hvad alle skriver. Jeg tænker bare langsigtet, fordi denne tråd vil ikke være aktivt for evigt. Psykolog er vist desværre sat ude af spil (som jeg forstår), så du har brug for en “erstatning”. Bostøtte? Chatrum? Brætspilscafe? Måske udlejer går med til hamster? Fisketure? Andet? Det må du bedst vurdere selv.

[Mr.WizardRusher 84 Indlæg Offline]

#0
Selvom man ikke umiddelbart i første omgang selv kan se det, så gemmer dit spørgsmål samtidig også dit svar….hvilket ofte er derfor det er en god ide at fælde sine tanker ned på skrift!

Du skriver at du er ved at blive sindssyg pga. passivitet i dit liv….dette indikerer mangel på stimulering af hjernen. Så når folk herinde forslår at “komme ud af huset” og du måske kan fristes til at tænke at det er et lidt unuanceret/overfladisk råd….så er det faktisk præcist hvad du fortæller i dit skriv, at du behøver!

Jeg ville egentlig ikke skrive i tråden, men har selv en masse af erfaring med depression og kunne åbenbart ikke modstå helt alligevel!

Jeg orker dog ikke at gå helt ned i de små detaljer, men “facit” er at du skal have mere “input” i dit liv end du har nu, da det vil gøre dig gladere på sigt. “input” kan være alt muligt og dem der er mest relevante eller nemmeste at gå til, kan være lidt forskelligt fra person til person, alt efter hvor man er i sit liv og hvilken situation man lige står i og har af interesser.

Men kæledyr bliver nævnt. Og da du taler meget varmt for dette….er jeg fristet til at sige at du kan overveje at flytte lejlighed, til en der tillader husdyr.
Bare husk på, at grundigt overveje om du har overskud til at passe og pleje denne(jeg havde f.eks. ikke da jeg selv var hårdt ramt).

Men ellers husk, “små skridt” er LANGT bedre end “INGEN skridt”! Så alt “nyt” du prøver at indføre til din dagligdag, vil have en positiv effekt!

Nogle tricks jeg har lært: Undgå at kigge på en skærm i minumum 1 time efter at du står op om morgenen. Og sørg for at du får sollys i øjnene i denne time(altså ikke direkte blænde øjnene, men sid i nærheden af vindue eller endnu bedre, gå udenfor i 10 minutter og tag evt. en kop kaffe med, hvis du drikker kaffe).
Sørg for at undgå du går for sendt i seng og undgå at tidspunktet varierer for meget. Du bør ligge i sengen inden midnat!
Hvis du ikke dyrker nogen form for motion, vil jeg kraftigt anbefale at gå mindst 1 kort tur(på minimum 10-15 minutter) hver dag og gerne flere ture. Ideelt lige efter et større måltid(virker på kolesterol/blodsukker mv.), og du vil opleve at du får mere energi til hjernen. Få fat i en skridttæller. F.eks. et fitbit armbånds ur og sæt f.eks. som et dagligt mål at du mindst skal have 5000 skridt på den, inden du går i seng om aftenen.
Du nævner selv at det sociale er vigtigt, selvom du “hurtigt kan få nok”. Aner ikke hvor du bor, men hvis der er et offentligt område indenfor gå afstand, kan du jo indkludere denne i din rute…måske du møder nogen at hilse på. Idag er “klassikeren” vidst blevet at få et medlemskab til en lokal fitness forening/kæde. Hvor man ligeledes, kan “risikere” at falde i snak med folk man ellers ikke ville snakke med….men samtidig er man ikke “tvunget” til noget og kan styre tempoet selv. Men har du nogle interesser(tænke tænke), så prøv at overvej hvordan disse evt. ville kunne flettes ind i dit liv. Bare husk, at det er DIG SELV der skal starte processen!
Nu ved jeg ikke hvordan det skete, men umiddelbart lyder det til, at din “bedste ven” måske ikke var “den bedste for dig”….og selvom det gør ondt at opleve den slags, må du huske på at vi alle er forskellige, men at der er rigtig mange mennesker til og der vil derfor helt sikkert også være dem derude som er mere forstående, og som også kan rumme dig!
Siden jeg fornemmer at du bruger meget tid foran en skærm, kunne du prøve at bruge platformen https://boblberg.dk/ som supplement til at finde nye venner!
Men dét sagt, husk også at tage pauser fra skærmen….det er ikke sundt for hverken hjerne eller krop at sidde stille i flere timer foran skærmen!

Men som andre også nævner, det “mest usunde” du dog kan gøre pt….det er at foretage dig intet og overlade alt ansvaret til andre, mht. om der skal ske noget nyt. Men du har jo heldigvis allerede gjort noget…..du skrev dette indlæg herinde….det er første ud af forhåbentlig mange andre positive skridt!

Håber du bliver ved i den retning…held og lykke herfra!

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

Cancerman wrote:

Måske du kunne blive frivillig på et internat, hundepension eller lign. Jeg ved godt det ikke er din egen hund, men så kom du lidt ud og du gjorde det sammen med en firbenet ven

Jeg er på sygedagpenge. Jeg må ikke være frivillig nogle steder, da det så kan tolkes at jeg kan arbejde.

#15: Tak fordi du valgte at skrive, selvom du ikke ville i første omgang. Det var noget af en smøre, men du mener det godt, og det er jeg glad for.

Det at jeg både har været gennem en depression og lige nu slås med en psykisk lidelse gør det lidt svært, hvad du forslår. Det er svært at kæmpe sig ud af en depression, og det er netop hvad du beskriver, jeg gjorde, da jeg kæmpede mig ud af den. Input, snakke og socialisering. Det hjalp også, og jeg har teknisk set ikke en depression på nuværende tidspunkt, selvom der ikke nødvendigvis skal meget til, for at jeg falder ned i det hul.

Problemet opstår, når min psykiske lidelse kommer i spil. Det er dén, der spænder ben for mig, fordi der er så mange automatiske negative tanker gemt i det system. Og dér er det ikke nok, bare at socialisere og skabe input, for at komme ud af den. Det er kampe på kampe på kampe på kampe. Det siges gerne, at for hver nederlag, skal der 9 positive oplevelser til. Det er ikke helt ved siden af.

Jeg er med på at det ikke ligefrem er en fordel jeg bare sidder herhjemme og ikke laver, men.. djævel og negative automatiske tanker, det vægter meget.

#14: Jeg er desværre fanget i lidt af et limbo. Jeg har behov for noget professionel hjælp, men kan ikke få det. Jeg har brugt for nogle at snakke med, som kan prikke, grave, bore og jeg ved ikke hvad, men det kan jeg ikke få.

Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er simpelthen lost

[CancermanHead Rusher 3045 Indlæg Offline]

Sloth wrote:

Jeg er på sygedagpenge. Jeg må ikke være frivillig nogle steder, da det så kan tolkes at jeg kan arbejde.

Ah, men altså for f….n et lorte system.
Kan man seriøst ikke få dispensation til, at gå en tur med nogle hunde engang imellem. Det skriger til himlen.

[JamesPondRusher 142 Indlæg Offline]

Ked af at høre du er i den situation, og håber du kommer ud af det.
Læste et godt råd, som jeg selv bruger hvis der er noget jeg ikke lige kan overskue:
Start småt, og tænk din aktivitet som det kun tager 2 minutter at komme igang. Eksempelvis gå/løb en tur, da tager det kun 2minitter at tage sko på, 2 minutter at komme ud af døren, så er du igang hvilket ofte er det sværeste.
Et andet alternativ råd, overvej at tale med en præst.
De fleste er der til at tale med, også uden det bliver noget bibelsk indblandet. Du får talt med en udefra og hvor du kan komme ud med dine frustationer og få input. Da jeg var udsendt var der mange der havde god gavn af at tale med en præst, også uden religion bliver blandet ind i det. Især nu hvor det lyder til du ikke rigtigt har nogle at dele det med

[maestroRusher 107 Indlæg Offline]

#16 Jeg forstår professionel hjælp er det ideelle, men fakta er at systemet svigter. Det er i sig selv super træls. Nogen gange må man nøjes med den næstbedste løsning, indtil man igen bliver berettiget til den ideelle hjælp. Andre mennesker vil ikke løse dit problem til roden, men kan til gengæld få dig igennem en svær periode. Jeg synes forslaget med præst er genialt.

• Dette svar blev ændret 1 år, 7 måneder siden af maestro.

[EmilsaRusher 1120 Indlæg Offline]

#16

Jeg er på sygedagpenge. Jeg må ikke være frivillig nogle steder, da det så kan tolkes at jeg kan arbejde.

Medmindre du fortæller dem det eller nogen decideret stikker dig, så har de ikke nogen jordisk chance for at tage dig i det…

I funkekasset diser funkestyveren med sin dangenak på olmsk saster, for at fakke a kultes - alt mens han byser sin roï oc knup.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#20: sådan en person er jeg bare ikke. Det kommer ikke til at ske

#18+19: Jeg er med på I mener det godt med at henvise til en præst. Jeg har selv været nede af den boldgade, netop fordi, de om nogle, burde da være nogle der kan snakke med folk der har ondt i hjertet. Jeg havde endda tænkt på, om man som ikke katolik og meldt ud af folkekirken, kan tillade sig denne her typiske katolske kirkes måde at melde sin synd på, men sådan en kirke er der ikke lige her i nærheden, så det droppede jeg hurtigt igen.

Jeg ved jeg kommer til at lyde som ham der bare skyder alle jeres velmenende forslag ned med spredhagl, og det har jeg jo også gjort. Jeg føler bare jeg er endt i denne her stoleleg mellem alle instanser, og ingen tilbyder mig en stol, men tager den derimod fra mig. Jeg synes bare ikke jeg passer ind nogle steder, ind i nogle pakker, eller tiltag. Det er jeg sikkert ikke den eneste der har sagt før mig, men det kan jeg ikke bruge til noget.

Det var nok derfor jeg endte med her i lørdags at tænke.. “fuck it”. Jeg har været der før, men det har mere været en slags given op, hvor jeg bare ville droppe at tage min medicin, skide mig selv ihjel på tønden og så ellers bare blive fundet af låsesmeden om to uger.

[maestroRusher 107 Indlæg Offline]

#21 Jeg tror ikke du skal hænge dig i at du afviser forslag efter forslag. Du higer tydeligvis efter mere kommunal hjælp, og du tørster så meget efter det, at det har givet dig lidt skyklapper. Tunnelsyn om man vil. Vi prøver at ruske dig ud af det.

[JamesPondRusher 142 Indlæg Offline]

Korrekt hvad 22 siger. Man skal nogle gange tænke ud af boksen… hvad er det værste der kan ske ved at prøve nogle af forslagene?
Med hensyn til præsten, er det jo ikke som på film hvor du sætter dig i en skriftestol.
Du ringer til kirkekontoret og får fat på præsten, så kan du kort fortælle du har brug for at tale med en. Så finder I en tid, og sætter jer sammen og taler, får en kop kaffe eller hvad man nu drikker.

[RazorssonRusher 4 Indlæg Offline]

#0 Hmm…hvis du nu selv skulle beskrive den hjælp du har brug for, hvad kan systemet eller vi gøre for dig? Er du i behandling med antipsykotika eller antidepressiv – hvis ja, hvilket præparat samt dosis?

Arbejder til dagligt i psykiatrien som sygeplejerske (er specialuddannet i psykiatri).

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#24: Jeg får teknisk set 37 mg Latuda hver dag. Derudover tager jeg lige nu om aftenen 50 mg Quieatipin (Staveplade) til at holde mig i søvnen og 2×3 mg melatonin til at få mig ned i søvnen.

Hvis jeg kunne vælge frit på alle hylder, så ville jeg gerne have gratis adgang til psykolog med samtale en gang om ugen, startende fra i morgen. Det kan jeg ikke få, hvilket så er hvorfor det hele er noget lort lige nu. Jeg går i F-ACT lige nu, med samtale en gang hver fjortende dag, som jeg på torsdag vil bede om vi kan lave om til en gang om ugen.

Jeg er lidt der, hvor jeg næsten beder psyk skadestue om at indlægge mig. Hvis det skal til, at jeg skal have et selvmordsforsøg, så må jeg vel lave sådan et, så jeg kan blive indlagt.

#22: Og det jeg glad for. Ja, jeg har måske lidt tunnelsyn. Det er lige så meget, fordi jeg ikke ved om der er andre der på længere sigt kan hjælpe mig. Det her kan ikke klares med et par samtaler. Jeg er overbevist om vi snakker intensiv psykiatrisk hjælp over et længere forløb.

#23 Kan man det, selvom man ikke er medlem af folkekirken. Jeg har et lidt anstrengt forhold til religiøse personer skal det siges.

[maestroRusher 107 Indlæg Offline]

#25 Som jeg forsøgte at skrive i et tidligere indlæg: der er forskel på at arbejde med din psyke og så bare komme igennem en svær tid. Uanset hvor meget vi snakker, så forstår jeg det sådan at det PT er slut med psykolog. Så nu skal du igennem en svær tid, og det kan klares på tusinde måder som foreslået her, og så må vi formode at om x antal tid kan du komme tilbage og arbejde med psyken? Selvmordsforsøg for at få mere hjælp kan og må ikke være løsningen.

[RazorssonRusher 4 Indlæg Offline]

Har du prøvet flere antipsykotika? Føler du selv, at din nuværende medicinering Har den ønskede effekt?

Lyder som om, at du med Opus samt F-act får alt den hjælp, det er muligt at give – selvom det måske ikke er nok.

Har du overvejet Headspace, Ventilen eller socialpsykiatriske værksteder? Bare en gang om ugen, hvis dit ønske med en samtale hver uge, bliver svært at opfylde.

[NightBreakerModerator 1440 Indlæg Offline]

Du virker til at være et meget begavet menneske, og ved det ikke er let. Du har alligevel samlet noget op, og skrevet her. Hvilket også betyder du ikke er lige glad med tingene. Hvilket er stort. Det er sådan mål du skal prøve at gøre. Jeg er sikker du allerede har det bedre ved bare at skrive her på forumet.
Nogen gange er det bare at sætte sig et mål. Et positivet mål. Det er ikke vigtig om man når det, eller ej. Men at man prøver. Undervejs finder man nogen gange ud af, hvad man egentlig ville. Generelt tror jeg du vil få stor glæde, ved bare at snak med et par mennesker der gerne vil dig det bedste. I tråden her, har der været et par gode eksempler på hvem du kunne snakke med. Og jeg synes du skulle overveje om du ikke skulle sætte dig, et mål der hedder jeg ringer sgu til en af dem og tager en snak.

[CancermanHead Rusher 3045 Indlæg Offline]

Sloth wrote:

#23 Kan man det, selvom man ikke er medlem af folkekirken. Jeg har et lidt anstrengt forhold til religiøse personer skal det siges.

Jeg tror de fleste præster gerne vil tage en snak uden, at du er medlem af folkekirken. Ellers så er det godt nok gået ned af bakke for dem.

Prøv at give det et skud – det skader ikke. Du kan bare helt ærligt melde ud fra start, at du ikke er troende men du bare ha brug for at snakke med nogen.

Det er jeg sikker på de fleste præster vil være forstående overfor.

Præstegerningen er ikke kun at stoppe tro ned i halsen på folk.
(Du skal dog nok lige gå uden om jehovas vidner)
Men sådan en helt almindelig præst i den lokale kirke er et rigtig godt bud.

Du kan jo evt. lige reconnaissancere lidt først, ved at smutte forbi kirken en søndag – så får du en ide om hvilken type de er.

[JamesPondRusher 142 Indlæg Offline]

Sloth wrote:

#24: Jeg får teknisk set 37 mg Latuda hver dag. Derudover tager jeg lige nu om aftenen 50 mg Quieatipin (Staveplade) til at holde mig i søvnen og 2×3 mg melatonin til at få mig ned i søvnen.

Hvis jeg kunne vælge frit på alle hylder, så ville jeg gerne have gratis adgang til psykolog med samtale en gang om ugen, startende fra i morgen. Det kan jeg ikke få, hvilket så er hvorfor det hele er noget lort lige nu. Jeg går i F-ACT lige nu, med samtale en gang hver fjortende dag, som jeg på torsdag vil bede om vi kan lave om til en gang om ugen.

Jeg er lidt der, hvor jeg næsten beder psyk skadestue om at indlægge mig. Hvis det skal til, at jeg skal have et selvmordsforsøg, så må jeg vel lave sådan et, så jeg kan blive indlagt.

#22: Og det jeg glad for. Ja, jeg har måske lidt tunnelsyn. Det er lige så meget, fordi jeg ikke ved om der er andre der på længere sigt kan hjælpe mig. Det her kan ikke klares med et par samtaler. Jeg er overbevist om vi snakker intensiv psykiatrisk hjælp over et længere forløb.

#23 Kan man det, selvom man ikke er medlem af folkekirken. Jeg har et lidt anstrengt forhold til religiøse personer skal det siges.

Ja du behøver ikke at være medlem.
Det er ikke ligesom Jehova hvor de vil fortælle alt muligt religiøst, med de normale præster kan du have en helt almindelig samtale og hvor de både kan lytte men samtidigt også give lidt input

[Forfatter]

Svar