Blive lykkelig med ét barn

Jeg har et lidt dybere spørgsmål, hvor jeg vil sætte pris på at høre jeres mening.

Min kone og jeg er begge 38 år, og vi har en datter på 8½ år. Vores oprindelige plan/drøm var at få mere end ét barn.

Desværre har vi haft en række udfordringer gennem de sidste 10 år. Min kone mistede sin mor et år før vi blev forældre og har en meget lille familie. Min familie bor i den anden ende af landet og har valgt at være næsten ikke-tilstedeværende i vores liv. Derfor har vi næsten ingen muligheder for pasning.

Som lille havde vores datter kolik, og har sidenhen døjet med et ekstremt temperament og angst. Begge dele er næsten udelukkende noget vi har oplevet på hjemmefronten, så venner og familie har ikke troet på det når vi har fortalt om det. For nyligt er en pædagog i SFO’en dog begyndt at observere de samme mønstre og har kontaktet os med nogle forslag til håndtering.

Det betyder at vi gennem mange år har været kørt helt i sænk på ressourcefronten. Selve parforholdet har dog aldrig været påvirket.

På det gamle DR var der en tråd om hvorvidt man kunne blive lykkelig uden børn. Det leder mig frem til det egentlige spørgsmål – kan man blive lykkelig med ét barn?

Vores dilemmaer er flere:

1. Alle omkring os synes at det er mærkeligt at vi kun har et barn. Selv mine forældre har italesat det flere gange, selvom jeg tydeligt har fortalt dem at det bestemt ikke har været vores eget ønske – men at korthuset ville vælte hvis det var anderledes. Det har dog ikke fået dem til at vågne op og tage en mere aktiv rolle i at hjælpe os, men det er en historie for sig.

2. Nu er vores datter begyndt at blive roligere, og vi har derfor mere overskud. Hvis vi fik et barn mere nu, så vil hun være næsten 10 år – ville de få nogen glæde af hinanden før meget sent i livet?

Der er jo mange som har meget svært ved at få børn, og som er ovenud lykkelige hvis bare de lykkedes med at få et barn. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at finde den samme lykke, måske fordi udfordringen ikke har ligget i at kunne få børn men fordi vi af nød har været nødt til at tage et aktivt valg.

Jeg elsker vores datter overalt på jorden – men i takt med at hun er blevet ældre har jeg fået skyldfølelse over at hun er alene. Så sent som i denne uge har de i kristendom i skolen haft til opgave at skrive om søskende – og hun er det eneste enebarn i klassen. Det går altså lige i hjertet når man kan se at det går op for hende at for første gang rigtigt bemærker det selv.

Emne

[-dut-Rusher 1225 Indlæg Offline]

#0 jeg synes det er direkte mærkværdigt at stille sådan et spørgsmål. Selvfølgelig kan man blive lykkelig med 0, 1, …, 5 børn.

[FirestormRusher 41 Indlæg Offline]

Tja, det må nogle enebørn jo næsten svare på – jeg har et par kammerater der er enebørn, de er voksne mennesker i dag – men jeg er ret sikker at hvis du spørger dem, så ville de ønske de havde haft søskende. Men på anden side, hvis det betyder at i ikke kan give jeres datter det hun har brug for eller det betyder at i går fra hinanden, så tror jeg absolut ikke det er det værd. Men hvis i føler i har overskud, så tænker jeg ikke 10 års alders forskel er et problem – de vil stadig være der for hinanden resten af livet, omend det ikke nødvendigvis er det samme forhold som man har hvis aldersforskellen var mindre.

Hvis i vælger ikke at få flere børn synes jeg dog absolut ikke i skal bebrejde jer selv, eller nogen andre, få det bedste ud af livet at gå at bære nag, eller have skyld følelse kommer der intet godt ud af.

[JacquesRusher 554 Indlæg Offline]

#1, haha 😂 ja, måske lidt.

#0, du skal for alt i verden IKKE få et barn mere, fordi DU har dårlig samvittighed. Det kunne ikke være en dårligere grund. Hvis du egentlig ikke har LYST til at få en unge mere, så drop det. Nyd samværet med din datter og kone. Få det allerbedste ud af det. Jo gladere du og din kone er, jo gladere bliver din datter i sidste ende.
Og lige noget andet: du skriver, at din familie har valgt ikke at være en del af jeres liv, så skid da hul i, hvad de tænker om, at I “kun” har ét barn.

Bye with a warmly hugs

• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Jacques.
• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Jacques.

[JeppeRusher#0 Trådstarter 363 Indlæg Offline]

#1 Point taken, så lad mig omformulere: hvordan forliger man sig med at man har været nødsaget til at beslutte sig for kun at få et barn, når drømmen var noget andet?

#2 Tak for godt input.

#3 Jeg har skam bestemt lyst, men frygten er jo netop at vi så ikke kan give vores datter det hun har behov for. Omvendt er jeg ‘bange’ for at vi “tager noget fra hende” ved at lade hende gå gennem livet uden søskende, hvis det giver mening?

[SchaldeRusher 890 Indlæg Offline]

Det var mig der oprindeligt lavet indlæget om at være lykkeligt med/uden børn på old DR. Er selv 38 og har ikke fået børn endnu, men har planer om det med den rette. Jeg tror at jo ældre man bliver jo mere værdsætter man også tanken om at have folk omkring sig man elsker og kan bruge tid med. Har et par venne par der har 1 barn og de har ikke meldt ud at det gør dem mindre lykkelig, dog vil jeg sige at fra en familie med 2 søskende selv, så vil jeg da aldrig undvære dem og det betyder rigtig meget for mig at have dem idag fremfor at være enebarn.

[NassRusher 526 Indlæg Offline]

M og jeg har 11 år mellem os, og vi nyder hinandens venskab, men det er rigtigt at det først stak af efter jeg blev 15 og han var 26.

[GhidoraRusher 1224 Indlæg Offline]

Der er intet rigtigt og forkert, gør hvad i selv føler er det rigtige for jer og den situation i er i!

Der er absolut ingen idé i at få et barn mere blot fordi det er det mest “normale”.

GL & HF

[AbenRusher 38 Indlæg Offline]

Jeg er enebarn. Nogle gange har jeg da godt kunne tænke mig en bror eller søster, men det har aldrig været en alvorlig bekymring i min opvækst. Jeg kan selvfølgelig ikke snakke for alle enebørn i eksistens.

Det skal så også lige siges, at min kone har en søster, som er 10 år yngre end hende selv. De har et rigtig godt forhold i dag. Med det sagt så har da nok ret i, at søskendebåndet først vil gro stærkt, når den yngre bror/søster bliver gammel nok til at de bedre kan relatere med hinanden.

[DeadmeatRusher 362 Indlæg Offline]

#0: I skal lukke ørerne for jeres omgivelser med det der. For hvordan pokker skulle de dog vide hvad I bliver lykkelige af. Har selv 1 barn (7 år) og det er en fantastisk ting som jeg værdsætter hver dag.

Lad i hvert fald for guds skyld være med at komme til at få nr. 2 som en prestige projekt.

[knekkerRusher 931 Indlæg Offline]

#1 Han stiller et meget personligt og ømtåeligt spørgsmål, så er det lidt uheldigt/umodent at du føler behovet for at gøre opmærksom på at du ser ned på hans indlæg.

Som nogle allerede har nævnt, så er forholdet imellem dig og din kone vigtigst, for når i er lykkelige sammen, så smitter jeres lykke som regel også af på jeres datter.
Det er lidt komisk at nogle folk tror at det at få børn = lykken. Ja selv nogle folk hvor forholdet er ved at falde fra hinanden, vælger at få et børn i håb om at det vil ændre og redde deres forhold, det vil det som regel ikke. Fundamentet (altså forholdet imellem manden og kvinden) kommer i første række, DEREFTER kan man tænke på at få børn eller flere af dem.
Din datter skal nok klare sig og være lykkelig uanset om hun kommer til at have nogle søskende, så jeg synes ikke du skal have dårlig samvittighed, hvis du vælger ikke at få flere børn.

[Red82DKRusher 74 Indlæg Offline]

Jeg har søster hvor jeg er 10 år ældre. Det var nærmest mig der pressede forældrene til at få en lillebror. Det blev så en lillesøster og det var en rigtig fed tid med sådan en efternøler. Som 10 årig er man mere klar over hvad sådan en søster/bror er værd, og man har lettere ved at acceptere opmærksomheden til den lille ny, end jævnaldrende søskende.

[DeadlightsRusher 1260 Indlæg Offline]

Det er sgu for mærkeligt de brokker sig over I kun har 1 barn. Hvad fabler de om? Hvis I ikke vil have flere børn skal I nøjes med jeres ene. Hvis de bliver ved med deres ævl kan du sende dem herover. Så kan de få en røvfuld.

• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Deadlights.

[NightBreakerModerator 1520 Indlæg Offline]

Det er jo jeres valg, det er ikke for sent, men det skal nok være nu hvis det skal være. Det vigtigst er I er lykkelig som familie. Det må og skal andre også kunne forstå.

[ParusRusher 117 Indlæg Offline]

I forhold til at mangle bedsteforældre, der tror jeg vi er blevet forvendte i dag. Jeg har tænkt over det flere gange siden en kollega fortalte om hvordan de var flyttet væk fra deres familie og gået rundt i nærområdet og ledt efter reserve bedster. Det er ca. 30 år siden. Mine fætre havde også, mormor, morfar, farmor og farfar og bedstemor og bedstefar.
Når vores børn er syge så handler det også om at få flest mulige fridage selvom vi måske har gode naboer der ville kunne hjælpe, hvis vi invisterede tid i naboskab.

Det er også ret svært at planlægge for meget med at få børn, nogen gange går der 9 måneder fra man prøver andre gang flere år, hvis man er så heldig det sker.

[JeppeRusher#0 Trådstarter 363 Indlæg Offline]

#5 Ah – fedt at du er kommet med videre, og tak for dit input.

#8 Tænker du over at du står “alene med alt” når dine forældre bliver ældre?

#11 Hvad så her senere i livet, hvor du har en lillesøster der er 11 år yngre – er I tætte, eller havde det trods alt været godt det samme om du kun var dig?

#14 Det er rigtigt at man kan være forvænt, men når man så ser ens venner have 2 hold unge og friske bedsteforældre, så er det lidt svært ikke at blive misundelig. Vi har venner hvor de to hold bedsteforældre nærmest havde skabt en konflikt over hvem af dem der skulle have lov til at have børnebørnene i hvilken uge i sommerferien. Altså 2 hele ugers pasning/ferie hos bedsteforældre. Jeg gætter på at vores datter er blevet passet af familie omkring 10 dage på 8 år. Det har så også været et af vores problemer – vi har ikke haft muligheden for at “lade op”, og derfor er vi endt på étbarnsløsningen.

[betjentenRusher 10 Indlæg Offline]

Vi har selv kun et barn på 6 år og får desværre ikke en til selvom det også var planen. Vi prøvede at få nr 2 i nogle år men har nu accepteret at vi kun får et. I dag orker vi ikke at blive med at prøve og synes at der vil være for stor forskel mellem dem.

Vi har været og er igennem de samme tanker, i takt med at vores søn bliver ældre. Men jeg tror ikke at det skaber et problem for ham og han trives indtil videre super som alenebarn. Der kommer helt sikkert perioder senere i hans liv hvor han kan føle sig alene men der er jo som det er. Det er ikke noget man skal føle skyld over.

Vi har snakket med flere vi kender som er enebørn og de har ikke følt det som et problem. Man er jo vant til det fra start og så tror jeg ikke det føles som man har mistet noget.

Vi har omvendt valgt at se positiv på det da det også giver os nogle flere muligheder med ham. Have tid og råd til at gøre ting med ham der er sværere at gøre med flere børn.

Min kone og jeg har begge brødre men ingen af os har et forhold til dem i dag og vi er også flyttet væk fra området hvor vores familier bor. Så der ikke fordi at man har søskende at alt bliver federe igennem livet.

Vi er til gengæld blevet planfadder til en pige i Bolivia som også er 6 år. Vores søn kommer til at lære meget om hende og deres vilkår ifht Danmark de næste mange år.

[Red82DKRusher 74 Indlæg Offline]

#15
Vi er ikke så tætte i voksenlivet, som da vi begge boede derhjemme. Vi mødes stadig til familiemiddage, og taler sammen. Det havde ikke været det samme uden for mig. Hun er lige blevet færdig på universitet, og hun skriver og instruerer sjove teaterstykker, sådan på lokal plan. Det er meget opløftende at følge med i.

• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Red82DK.
• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Red82DK.

[HangaRusher 1 Indlæg Offline]

Som flere er inde, skal I ikke være bange for aldersforskellen mellem søskende. Jeg var selv 8 år da jeg fik min lillesøster. I barndommen havde vi ikke ret meget med hinanden at gøre, der var forskellen for stor, men efter at hun også er blevet voksen, er jeg super glad for at have en søster. Så kan det da godt være at det er “sent i livet” som du skriver, men det er immervæk mange år vi har glæde af hinanden og én til at støtte sig i familieanliggender.

Så det synes jeg absolut ikke skal være årsagen.

Men I skal jo have lyst og mod på det, der er ingen returret.

• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Hanga.

[EmilsaRusher 1156 Indlæg Offline]

Jeg har et enormt godt forhold til min 9 år yngre søster… vi har snakket rigtig godt sammen siden hun begyndte at blive teenager.

Hun var en outsider i hendes klasse, og for at undgå at hun faldt i med kriminelle-skidtknægte ude på landet (som hendes storesøster gjorde), så fik jeg – med mine forældres accept – lov til at tage hende med ind i storbyens politiske undergrund og autonome miljø, hvor folk passer bedre på hinanden. Nu omstunder tager vi på shelterture sammen hvor vi snitter skeer og drikker snaps – og deler røverhistorier om vores afdøde far.

I funkekasset diser funkestyveren med sin dangenak på olmsk saster, for at fakke a kultes - alt mens han byser sin roï oc knup.

• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Emilsa.

[UranosRusher 52 Indlæg Offline]

Hvis kan overskue at få et barn mere, som måske kræver lige så meget, og i virkelig ønsker det for jer selv så gør det.
Men jeg vil hellere anbefale i bruge det overskud i føler til at få et tættere bånd med jeres datter, skabe flere minder. Og når samfundet lukker op, så gøre en indsats på at hjælpe hende med at opbygge en stor vennegruppe, hjælpe hende med at forstå hvordan man bygger bånd.
Som i selv siger vil udbyttet for hende ved at få en søster først gavne hende sent. Og selvom man sige meget om familien, så er der rigtig mange der ikke er specielt tætte når de vokser op, men mere har sådan et høfligheds/sentimental forhold.
Note: Har selv en stor familie, som jeg har et ret godt forhold med, og ser mere end til fødselsdage, det er altså min anskuelse af andre (venner og bekendte) jeg prøver at beskrive.

• Dette svar blev ændret 3 år, 5 måneder siden af Uranos.

[-dut-Rusher 1225 Indlæg Offline]

#10 umoden eller uheldigt… du siger jo det samme, og det gør flere andre også. Fjols.

[Forfatter]

Svar