Følgende klumme er måske lidt kontroversiel. Men bær over med mig, det er blot nogle strøtanker og en personlig holdning. Din er lige så vandbærende som min – altså nedenstående.
SteamDeck er på vej. Det er en konsol. Det er en PC. Hvad er forskellen egentlig? Hvad gør en Xbox til en konsol? Var den første Xbox ikke bare en PC med Windows? Jo, det var det. Og den kørte en skræddersyet version af Windows 2k, så vidt jeg husker. Men den blev kaldt en konsol grundet sin lukkede og nemt tilgængelig natur.
Så en konsol er vel egentlig bare en PC for folk, der ikke rigtig gider det der tekniske fnidderfnadder. “Her, tag min hånd”, siger Sony, og du bliver ledt sikkert udenom driver-helvede og teknisk opsætning. Bare vælg dit sprog og dit wifi, så gør vi resten.
Hvad gør så en PC til en PC? Jo, primært at det ikke er et lukket system. Det er noget hardware du selv er herre over. Du vælger selv dit OS, dit grafikkort, bundkort, CPU osv. Det er, for alle praktiske formål, din personlige computer. Og du vælger om den skal køre Linux, Windows eller noget helt tredje.
Derfor bevæger SteamDeck’en sig også lidt over i konsolland. For det eneste du selv designer, er mængden af storage. Udover det, er det en konsol – i hvert fald rent hardware mæssigt. For software mæssigt er den stadig åben. Du kan sagtens installere Windows på den, hvis det er dit ønske. Men man kan også vælge at holde sig til Valve’s SteamOS. Og gør man det, så er det vel en konsol, er det ikke? Du skal blot tænde den og bruge den. That’s it! Er det ikke præcist det en konsol er? Det vil jeg da mene.
Og det er her tankerne begynder at flyve lidt. For hvis man kigger PC-land lidt efter i sømmene, så er vi efterhånden ude i tredje potens, før du rent faktisk får lov at spille de spil du køber.
Som grundlag har de fleste nok Steam (eller måske Epic). Steam skal så flettes med din Origin konto. Og hvis spillet har tilpas mange A’er, så har det også sin helt egen launcher derudover. Og efter alle disse tjenester har slugt halvdelen af din ram, så starter spillet. Dejligt nemt, right? Nej, egentlig ikke. Det er til konstant irritation, og en åbenlys ulempe ved PC platformen.
De forskellige stores fragmenterer dit spilbibliotek. Og du kan ikke flytte dine licenser, for vilkårene er ikke delte og et spil købt hos Valve, skæpper ikke rigtig i kassen hos Epic, hvis du senere skulle ønske at flytte det hertil (ja, det kan man ikke, men teoretisk). Og det ændrer stadig ikke på at Epic skal starte Ubi’s launcher hvis du skulle have spil fra dem på Epic Store.
Så hvorfor eksisterer de her launchers egentlig? Hvorfor bruger vi ikke allesammen bare Steam og rækker skråt op til Epic og alle de andre? Ja, det er sådan set lige så åbenlyst. For det handler om valg og konkurrence på markedet. Retten til at vælge! Hvis du ikke er tilfreds hos Steam, så kan du købe hos Epic. Og hvis du kun gamer EA spil, så kan du sikkert nøjes med Origin (stakler).
Men det er da utroligt ærgeligt, at noget så anti-consumer som Epic exclusives og tredjeparts launchers skal sværte vores ellers fantastiske PC platform. Måske er vi ikke så masterrace som vi går og tror. Vi har i hvert fald mistet den kontrol vi havde tilbage i 90’erne. Dengang hvor et spil blev installeret fra CD, derefter cracket så man ikke skulle bruge CD’en, og så klikket og startet via et ikon på skrivebordet. Hold da op det var nemt dengang!
Så konklusionen, hvis man da kan kalde det det, må være, at Steam er en konsol. Epic er en konsol. Origin er en konsol. Og så låner de lidt hos hinanden hist og her. Men det kører tilfældigvis på noget hardware vi selv har bygget. Sikke da noget rod!
Vil SteamDeck ændre på det? Jeg tvivler. Men jeg har en forhåbning om at Steam i sidste ende bliver en decideret konsol – uden at lukke systemet ned. Jeg håber de andre “stores” retter ind, pakker sydfrugterne og i stedet begynder at sælge Steam keys. Dårligt for konkurrencen? Joh, men hvad er forskellen mellem det og en Xbox eller en Playstation? Jaja, i har pakket de overmodne tomater ud, jeg kan godt se det.
Der er masser af problemer i ovenstående “holdning”. For hvis man laver PC til en defacto konsol, hvad har vi så tilbage? Eller burde konsollerne åbne op for andre stores på deres platforme? Burde det ikke være lige så rigtigt?
Eller burde vi faktisk, som den helt korrekte løsning, vende hele industrien på hovedet, og lade os, forbrugeren, købe en licens til et spil, og så kunne bruge denne license hvor det passer os. Vil du spille det på Xbox i dag? Fint, du har spillicensen i dit personlige repositorie, så vil det findes på din Xbox. Måske senere vil du spille det med mus + keyboard i SteamOS. Fint, så kan du launche det der, for licensen er delt mellem alle tjenester – en global standard for underholdningslicenser.
Det vil klart være det mest pro-consumer at gøre. Og pludselig vil stores skulle konkurrere på funktionalitet i stedet for priser og exclusives. Det lyder egentlig meget godt. Men hvem skal så have pengene for spillene? Hvis en licens pludselig er unik og kan bruges overalt, så skal pengene vel også deles mellem de forskellige platforme. Eller hvad?
Og burde man iøvrigt ikke gøre det samme for Netflix, HBO og… Ja, egentlig al underholdning? E-bøger er også et godt bud.
Det er vist ikke en mulighed – de økonomiske konsekvenser og trangen til kontrol hos de store mastodonter er for store. Men stadig en interessant tanke, hvis man spørger mig.
God onsdag Rushers!
Forside › Fora › Klumme: Fremtiden for PC gaming – måske
Følgende klumme er måske ldit kontroversiel. Men bær over med mig, det er blot nogle strøtanker og en personlig holdning. Din er lige så vandbærende s
[Læs hele nyheden her: Klumme: Fremtiden for PC gaming – måske]