- Dette emne har 26 svar og 15 stemmer, og blev senest opdateret for 1 år, 4 måneder siden af maestro.
-
Emne
-
Først lidt kontekst, wall of text inc:
– Jeg var sammen med mit livs kærlighed og gymnasiekæreste i 13 vidunderlige år. Vi var hinandens sjælevenner, første seksuelle oplevelse, vi skændes aldrig, og jeg ville aldrig prøve nogen anden i livet. Jeg mistede hende i en ulykke for 6 år siden. Det ændrede mig for altid.
– Jeg datede senere en pige med et trecifret antal seksualpartnere. Først havde jeg det fint med hendes fortid, indtil jeg mødte 3 mænd i en bar, der talte om, at de alle havde været i seng med hende. Hvor nem hun var og én kaldte hende “landsbycyklen”. Jeg begyndte at føle, at det ikke var noget specielt at være sammen med hende længere, og til sidst virkede det ikke, fordi vi blev ved med at blive mindet om hendes fortid, hver gang vi gik ud. Det ændrede, hvordan jeg ser promiskuitet.
– Nu er jeg sammen med en pige, der er usædvanlig smuk, og vi har sådan en stærk kemi mellem os. Både seksuelt og mentalt. For første gang siden ulykken begyndte jeg at føle, at jeg kunne finde en ny vej frem. Hun minder mig på nogle områder om min første kærlighed, meget omsorgsfuld, meget høje standarder og værdier.Nu har jeg så nogle problemer i forholdet, der alt sammen har at gøre med hendes fortid.
1. Hun har et barn på 6. Han har haft det meget svært efter hans forældre blev skilt, er voldelig mm.
2. Hendes eksmand er konstant i vores liv. Først havde jeg det fint med det, men de havde et kæmpe skænderi, hvor han var voldelig med hende, og bagefter forsøgte han at tage forældremyndigheden på en meget grim måde. Jeg hjalp med at få afværeget det, men siden da kan jeg ikke fordrage ham i vores liv. Hun ønsker ikke at ødelægge sit barns billede af hans far og besluttede at tage så mange slag som nødvendigt, med strenge instruktioner til mig om ikke at blande mig yderligere. Jeg hader at han er “most contacted” på hendes telefon, og når jeg afleverer hende og ser hende gå rundt i hans lejlighed. Selve hans eksistens er blevet en frustration og gene for mig.
3. Hun havde en meget promiskuøs periode lige før hun mødte mig, hvilket er meget ude af karakter for hende. Hun er 29 og har haft 8 seksuelle partnere, hvilket jeg synes er et meget rimeligt antal i betragtning af hendes udseende og mængden af tilbud, hun får på daglig basis. Det, der generer mig, er, at hun havde 3 lange forhold, indtil hun var 27, og derefter gik i seng med 5 fyre på 4 måneder, hvor jeg var den 5. og sidste. Jeg hader, at hun gik fra at tilbringe år mellem sine partnere til at knalde med en ny hver tredje uge. Hun gik på 9 dates, var i seng med 5 af dem, det er 55% hun valgte at være sammen med, og det får mig til at føle, at hun ikke er så selektiv og svær at få, som hun altid fortalte mig, hun var.
I sidste ende handler det om, at disse ting får mig til at føle, at det, vi har, er mindre specielt. Hun er allerede blevet gift, hun har allerede et barn. Kæmpe livsbegivenheder, som jeg altid havde forestillet mig, at jeg ville opleve sammen med min partner for første gang for os begge. At hun så begynder at knalde rundt lige før jeg møder hende, får det bare til at føles så meget mindre af en fangst, som jeg fik. Jeg vil gerne føle, at jeg fik noget, som meget få andre kunne. Og mange af hendes livserfaringer gør den følelse svær at opnå.
Jeg ved, at det sidste vil blive mødt med kommentarer om chauvinisme, usikker osv., men her er, hvordan jeg føler omkring det:
Kvinder kan vælge mere eller mindre hvem de vil. Mænd skal “vinde” og overbevise en kvinde om, at han er hende værdig. Hvis to lige så flotte mennesker af hvert køn står på en gade og beder alle, der går forbi, om at gå i seng med dem, vil kvinden finde en mand, der tager imod tilbuddet inden for fem minutter. Manden kan spørge hele dagen uden at få succes. Ergo er kvinden vælgere. Det er dem, der bestemmer, hvornår en mand er speciel og god nok til at leve op til deres standarder. Og de standarder bør i min verden være høje, så jeg føler, at jeg virkelig fortjente hende, når meget få andre kunne.
Jeg har overtænkt dette emne ihjel, talt med hende om det, talt med en terapeut, og vi ender hele tiden det samme sted. Hun sagde tidligt i forholdet, at hun ville ønske, hun havde mødt mig før, at jeg kunne være far til hendes barn, og at hun fortryder at knalde rundt, som hun gjorde hvilket er meget langt væk fra hvordan hun er opdraget. Hun kæmpede meget hårdt for at beholde mig, og jeg ved, at der er meget kærlighed der, og at hun er et godt menneske.
Jeg ved også, at jeg ikke kan få min første kærlighed tilbage eller noget lignende. Tiderne har ændret sig, og det er ikke længere muligt at få det, jeg kom fra.
Så mit spørgsmål er, hvordan lærer jeg at leve med min partners fortid? Jeg vil gerne lære og vokse, men jeg bliver ved med at tabe kampen mod mit hoved.
- Du skal være logget ind som bruger for at kunne svare...