Det er vel et råb om hjælp

Throwaway konto her. Jeg gemmer mig lidt, men nogle kan nok gætte hvem jeg er, efterhånden som vi kommer gennem teksten.

Sorry for Wall of tekst.

Jeg ved ikke lige hvor jeg skal ende og begynde, men lad os prøve at gøre som Jonathan Spang’s kæreste, og lande midt i det hele, og så grave os ud derfra.

I går aftes, lørdag, kan man vel godt sige, at jeg gerne ville begå selvmord. Jeg havde fundet en kniv, og diskuterede sådan set bare med mig selv, om hvor i min lejlighed jeg skulle gøre det. Ville det være mest fair at gøre det på badeværelset, så det var nemmere at rense og gøre rent bagefter, eller skulle jeg gøre det i min seng, hvor jeg sad i forvejen. Så behøvede jeg heller ikke at rejse mig alt for meget. Dilemmaet var stort. Jeg havde i tankerne, at jeg “skulle ned af gaden, og ikke hen af vejen” og med sådan en box cutter som de f.eks. bruger i super markederne når de pakker varer ud, så var den god at bruge.

Lidt baggrundshistorie er måske på sin plads. Jeg startede med en voldsom depression for mange år siden, der i 2016 udviklede sig en diagnose der hedder Skizotypisk sindslidelse. Jeg var så i noget der OPUS i 2 år, og så siden da, har jeg været on/off i forbindelse med Distriktpsykiatrien.

Jeg har siden september 2019 været på sygedagpenge, så dejlige tre år, uden der er sket en skid. Jeg har været i en enkelt praktik, hvor jeg væltede og røg på psykiatrisk skadestue for anden gang.

Fordi jeg før min diagnose har været til psykolog rigtig meget, grundet min dejlige depression, har jeg brugt rigtig mange klip i det danske sundhedssystem mulighed for at få en psykolog. Faktisk har jeg brugt alle dem, jeg har til rådighed, så hvis jeg skal til psykolog i dag, som jeg gerne vil, så skal jeg betale fuld pris. Jeg har måske mulighed for en paragraf 82 i serviceloven, at blive henvist til en psykolog uden begrænsninger, men når man er på sygedagpenge, så er der ikke mange penge at lege med, når man samtidig skal bruge penge på medicin.

Jeg ved sgu ikke engang hvad jeg forsøger at fortælle her med det her indlæg. Det er tydeligvis et råb om hjælp, men jeg ved ikke hvor jeg skal få den hjælp fra. Jeg snakkede med psykiatrisk skadestue i går. De siger, at så længe jeg ikke AKTIVT har forsøgt at begå selvmord, så kan de ikke gøre noget. De tilbød jeg kom ud til dem og sad, så jeg ikke bare sad alene hjemme i min tomme lejlighed.

Jeg har i dag snakket med Røde Kors, som har en forening, hvor man kan få besøg af frivillige, som man kan snakke med. Men, ingen tavshedspligt og der er ingen uddannelse bag, så det kan være alt fra en bager til en elektroingeniør der kommer ud til en. Det blev et rungende nej. Plus, jeg ville kunne besøg i starten af Oktober

Jeg er lidt i denne her situation, hvor.. Jeg kæmper for at være alene, men ikke at være ensom. Fordi jeg har siddet så meget hjemme i de her 3 år, hvor der bla grundet Corona har været lukket ned for alle de tilbud der nu normalt er, så gemmer jeg mig rigtig meget. Jeg sidder bare herhjemme foran skærmen, ser den ene dumme serie eller film efter den anden, uden egentlig at følge med. Det hele handler om adspredelse, så jeg ikke skal forholde mig til mine tanker, dumme drømme og alle de her ting, hvor jeg ingen kontrol har.

F.eks jeg skiftede kontaktperson på jobcenteret 1. maj. Her pr 1. September har hun endnu ikke læst min sag endnu. Jeg bliver så meget nølet, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Sidste snak var netop her 1 september, hvor jeg så spørger hvad JEG kan gøre, for at vi kommer lidt videre i systemet, og jeg får af vide at jeg bare skal vente.

Jeg bliver jo sindssyg, endnu mere, af bare at vente på der sker noget.

Man kunne med rette smide denne her:

Tl:dr: Jeg var tæt på at begå selvmord i går, og havde brug for at fortælle nogen om det og om det lorteliv jeg ikke har.

Emne

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#27: Jeg havde en lang periode på Abilify og er lige skiftet til Latuda. Abilift var jeg ikke gode venner med, jeg havde mange voldsomme bivirkninger, som jeg heldigvis ikke har her på latuda, og latuda virker også godt mod symptomerne.

Jeg er for gammel til headspace, ventilen og alle de der foreninger der peger mod unge. Jeg er i 40’erne, og falder dermed uden for en række af de her socialpolitiske frivillige organisationer. Du nævner socialpsykiatriske væresteder eller værksteder. Jeg har prøvet et par stykker af dem gennem årene, men jeg blev skræmt væk, fordi jeg ikke var syg nok, følte jeg mig. Der var RIGTIG meget fokus på at alt skulle handle om hvordan man skulle forholde sig til sin sygdom og hvordan alle der var der var syge, og skulle leve med deres sygdom.

Jeg ville bare gerne have lidt socialisering, og snakker om ALT andet end min sygdom. Det kan jeg ikke lige finde noget af.

#28: Jeg har haft så mange nederlag gennem mit liv, at det at sætte sig et mål, bliver et nederlag igen. Vi er nede i mål som “Lad være med at sove dagen væk” agtigt nok. Men, jeg har ikk noget at tage mig tal. Jeg har gennem meget af mit liv, fra jeg var i fjerde klasse eller sådan, elsket at læse bøger. Jeg kan ikke læse bøger i dag, og jeg har en bogreol med nok omkring 150 bøger, som jeg har samlet gennem årene. Jeg kan ikke læse dem, jeg kan ikke koncentrere mig om det. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Det er ikke spændende og interessant nok i længere tid, andet end at wanke en gang om dagen, se lidt tv serier/film og så sove.

#29: Det er bare så fremmed for mig at skulle åbne mig for en præst. Jeg aner ikke noget om noget omkring deres regler og væremåder. I psykiatrien ved jeg, at jeg kan bede om total nedlukning, og ingen må vide noget om noget, med hende jeg snakker med. Du skal regne med. Sidste gang jeg satte fod i en kirke, var ved min konfirmation. Jeg har ikke været inde i en kirke lige siden. Jeg tror ikke på den institution, og mener ikke den skal have statsstøtte, og det burde være et af steder, hvor der skal spares masser af penge… men det er en anden snak.

[maestroRusher 111 Indlæg Offline]

#31 Præster har tavshedspligt, ligesom læger. Du er ikke troende nu, men man skal aldrig sige aldrig. Prøv det nu bare, og måske bliver du helt vild overrasket. Du har intet at tabe vel? Hvad er det værste der kan ske? Kom afsted.

Mht. socialisering så har du et utal af forslag her. Du er din egen største fjende her. Hæng en seddel op på badeværelset: “jeg har intet at tabe ved at prøve” el lign. Når du har set den nok gange, så kan det være din indre dialog begynder at tænke anderledes. Hvis du også synes dette er en dårlig ide, så… har jeg da forsøgt at hjælpe dig.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#32: Hvad er det værste der kan ske? Der vil jeg slet ikke ned, for det er et meget dybt hul.

Jeg lod mig falde i mærke med en kommentar tidligere, om at det er som om der er to situationer her. Først og fremmest skal jeg forsøge at komme over denne her hurdle jeg har lige nu og her, og så er der den langsigtet situation.

Den tanke kan jeg på en måde godt lide. Ja, der er nogle traumer, situationer og forviklinger, som går tilbage til min barndom som jeg skal have bearbejder og viklet ud på en eller anden måde. Men, lige nu skal jeg forsøge at koncentrere mig om at skabe noget stabilitet, så jeg kan gå i krig med det langsigtet mål.

Nu skal jeg i psykiatrien i morgen, og der har jeg tænkt mig at øffe lidt om, om det kunne være en fordel at presse lidt på for at blive indlagt, så jeg kunne få noget ro, noget stabilitet og måske endda nogle at snakke med om hvad der er sket den senere tid, og hvordan jeg kan finde nogle ro omkring det.

Jeg ved godt jeg lyder som lidt af en Rasmus modsat, men jeg er ikke særlig hooked på det her med at skulle snakke med en præst. Det er som om det hiver mig i en retning, hvor jeg ikke vil hen, og det skal jeg finde ud af hvordan jeg reagerer på det. Jeg er glad for det forslag, men jeg er stadig indstillet på, at det skal være i psykiatrien på en eller anden måde, at mine løsningsforslag skal findes.

[maestroRusher 111 Indlæg Offline]

Held og lykke med det. Går det ikke som det skal, så gennemlæs denne tråd. Lav det til en favoritside. Der er guldkorn hist og pist. Du er et menneske som os andre, så vores livs lærestreger kan godt gavne dig, selvom du har traumer vi ikke kan forstå fuldt ud.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

Jeg tænker, jeg skylder jeg en mindre afslutning på hvad der er sket her, siden jeg har været væk en små to ugers tid.

Jeg var jo oppe og snakke med min kontaktperson i psykiatrien dn der torsdag, og det endte med en indlæggelse på den lukkede afdeling, hvor jeg blev udskrevet her i dag.

En små to uger på dårlige madrasser, giver en tid til at tænke.

[NightBreakerModerator 1578 Indlæg Offline]

#35 tak for din opdatering. håber du finder fodfæste, og får det godt.

[TormDKRusher 443 Indlæg Offline]

#35 Du skylder os ikke noget som helst, men jeg er glad for at læse at du fik lidt hjælp trods alt, og jeg håber du får det bedre.

Min datter er selv i et OPUS forløb atm, og vi deltager i en forældre gruppe som en del af det, og det har virkeligt åbnet mine øjne for situationen.

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#37: OPUS er et godt sted for folk der slås med et eller andet. Jeg håber hun får lige så meget ud af det som jeg fik i sin tid

[NickellModerator 1825 Indlæg Offline]

Sloth wrote:

En små to uger på dårlige madrasser

Du fik mig til at grine, selvom omstændighederne er alvorlige.

Men velkommen til overfladen. Jeg håber, at du er landet et bedre sted end før.

Fandt du noget godt tidsfordriv?

[Festival_HRusher 900 Indlæg Offline]

Det virker måske lidt stereotypt, men har du overvejet sport? Der sker en masse i kroppen når man dyrker sport. Og hvis du mangler noget socialt omgangskreds, så skal du prøve volleyball. Det er seriøst verdens bedste sport. Man er 6 spillere på banen og gennem simple samarbejde skal man få bolden over på den anden side og gerne vinde points. Fordi det er en social sport tiltrækker den også sociale mennesker. Jeg går selv til volleyball og har brugt det som et tool til at møde nye mennesker når jeg er kommet til nye områder og har følt mig ensom. Find en klub med masser af socialt aktivitet uden for sporten også. I den klub jeg går ved i øjeblikket hygger vi gerne med en øl på et værtshus efter træning. Der er fester i løbet af hele sæsonen og nogle gange er der også private fester der arrangeres.

Før var jeg tit træt og deprimeret, men så prøvede jeg volleyball og så fik jeg det meget bedre. Tak for hjælpen, volleyball (Anden spoof)

[SlothRusher#0 Trådstarter 15 Indlæg Offline]

#40: Jeg er med på hvad du siger, og det er klart noget der er i tankerne. Jeg har dog, uden at det skal lyde som en undskyldning for moralt forfald, en protese i min skulder, som gør, at jeg ikke kan bruge min venstre arm. Og så er jeg lav, så volleyball er nok ikke lige min vej, selvom jeg spillede det i gymnasiet. Men, jeg kan godt lide din tankegang, og der der bliver undersøgt hvad jeg kan være med til, som kan give noget.

Jeg er ude i noget gå-fodbold som en mulighed, for så skal jeg ikke bruge min overkrop alt for meget, men der bliver undersøgt hvad der kan laves, hvor der også er noget socialisering inde over, helt klart.

[Forfatter]

Svar