Off-topic » Livets helt store bump

Hej drenge

Velkommen tilbage til mig – med delvist nyt navn. Da kodeord er glemt og mail er skiftet….men nok om det.

Jeg ved ikke helt hvordan faen jeg starter her, så det bliver lige på og hårdt.

Siden jeg var sådan rigtig aktiv på det gamle site, er jeg gået fra at være en rod med prioriteterne i uorden, til at være familie mand med 2 børn. En karriere der i en alder af 34 er nået højder jeg aldrig havde turde drømme om, eftersom jeg indtrådte som partner i det firma jeg har været ansat i de sidste 6 år 1/6.

Desværre gik livet ikke anderledes end at jeg blev skilt i december 21. Skilsmissen har været hård på alle parametre, ondt blod imellem mig og eks, et hus der ikke kan blive solgt, børn der mistrives i et eller andet omfang.

Til historien skal lyde at samvær blev aftalt 9/5 i hendes favør. Det var hendes krav og da jeg selv er barn af en uhyre grim skilsmisse, med en 2 årig retssag – var det ikke noget jeg ønskede for mine poder.

Desværre er det udelukkende gået ned af bakke fra vi splittede for 8 måneder siden – hun har stalket mig, kigger ind af vinduerne i det nye sted jeg bor, fortæller ungerne alverdens løgne om mig som person og værst af alt, en masse ting omkring hvad jeg vil og ikke vil gøre ift. ungerne.
Ungerne er virkelig kede af at “mor” er sådan og fortæller mig hvad der er sagt og de frustrationer der følger med at de får det af vide. Når de er hos mig, er alt sådan set godt, på nær der er meget angst hos specielt min knægt på syv, der skal bruges meget fokus på.
Da de var her sidst, måtte jeg desværre sande at hun desuden hiver så hårdt fat i ham når han bliver sur at han får blå mærker.

Jeg er sgu ærligt ved at være der hvor familieretten er min eneste måde at sikre mine børn har det godt. De skriger på mere samvær med mig – men moren lytter ikke, for hun vil ikke miste noget.

Jeg har haft luftet den for hende, at hvis ikke vi kan finde en løsning der tilgodeser børnene og ikke hende, er der kun en vej – her kommer problemet.

Jeg ramte virkelig et hul da vi blev skilt, havde for meget tid på hånden og for lidt ting at gå op i. Jeg forsøgte at arbejde alt hvad jeg kunne når jeg ikke havde ungerne. Men det ændrede ikke på at jeg stadig havde aften efter aften alene.
Så jeg kom desværre i en løbebane der ikke er langt fra den jeg havde inden jeg mødte min ekskone – en løbebane jeg har meget svært ved at bryde de dage jeg ikke har dem. Kort og godt, stimulanser der hjælper med at få tiden til at gå.
Jeg har de sidste 3 måneder gået til psykolog, udelukkende for at få styr på mit hoved, for det er ikke fordi jeg har et decideret behov. Jeg kan bare ikke finde ud af at være alene med mine tanker omkring hvad der sker mine børn når jeg ikke er der.
Min eks, var der med det samme, at hun ville sige til familieretten at jeg tager stoffer når jeg har ungerne – hvilket jeg ikke har og aldrig kommer ti. Jeg drikker ikke så meget som en øl de dage jeg har dem.

Når alt ovenstående skal koges ned, er jeg røvhamrende nervøs for at det kommer til at ødelægge alt for børnene, hvis jeg bliver bedt om at ligge hårprøve eller lign.

Ved sgu ikke helt hvad jeg vil opnå med min post – havde nok bare brug for at fortælle nogen, hvad jeg bakser med.

Tak til hver og en, der gider at bruge tid på at læse mit usammenhængende vrøvl.