Langt indlæg

Når livet er svært…

Gammel ”Rusher”, men ny ”anonym” bruger.

Jeg har tænkt længe over at skrive det her. 44 år og mange tanker flyver frem og tilbage og har gjort det i årevis. Jeg er slidt.. Mentalt og fysisk. Jeg er et sted jeg slet ikke bryder mig om, men jeg har så utrolig svært ved at bryde ud og ændre tingene til det bedre. Jeg føler mig fanget og magtesløs. Som en lus mellem negle, hvor den mindst betydelige er mig selv.
Ofte har jeg tænkt, hvad nu hvis sikkerhedsselen lige blev klikket løs og så bare over i modsatte vognbane mod lastbilen? Eller find et træ og så det slut? Hvad med bare at rejse væk, blive en vagabond i et andet land. Bare væk.. Væk fra ansvar og et liv jeg reelt ikke bryder mig om.

Dette indlæg bliver nok langt, usammenhængende og ulogisk for de fleste. Jeg vil forsøge at få de generelle overskrifter med ind over.

Sagen er den, at jeg, hvis skal være ærlig, nok altid har haft hang til depressive tanker. Glasset er ofte halv tomt. Jeg har før været behandlet et par måneder og sygemeldt, men det er som om det vender tilbage og det er en konstant kamp. Mine søvn, mad og motionsvaner er elendige og jeg har vel nok taget 25kg på de sidste 7-8 år og har ondt i knæ, led, ryg mm. Det sammen med det mentale overload gør hverdagen en kamp at komme igennem. En dag af gangen. Jeg har ingen venner tilbage af hvilke jeg i mit liv har haft meget få.

Jeg bor sammen med min kæreste på 7. år og vi har været sammen i 9. Med sig havde hun sin datter (dengang 12 år) og jeg har 2 af mine egne (som er henholdsvis 2 og 5 år yngre) fra et tidligere forhold. Min bonus datter bor her fuld tid idet hun ikke ser sin far længere og mine egne er her 5 ud af 14 dage.

Efter min skilsmisse blev jeg boende i vores gamle fælles hus. Et hus der var købt på toppen af boligboblen og herefter var usælgelig i forhold til kommende gæld på mindst en halv million. Min eks kom afsted ved at betale pantebrev ud (ca. 100.000) og jeg kunne blive boende mod at vi dernæst krydskautionerede for hinanden. Den løsning blev vi sat i udsigt til at skulle holde i et par år, men her 10 år efter, vil banken stadig ikke slippe lænkerne. Uanset hvad, så sidder jeg ”fast” og vil sandsynligvis aldrig komme ud af det, med mindre jeg æder et meget stort økonomisk underskud. Læs: taget er utæt og skal/bør skiftes. Mere herom senere.

Min kæreste og jeg mødte hinanden ca. 2014 og efter få år gav det mening, at slå pjalterne sammen. Vores kæreste weekender var skønne, men køreturen (1½ time hver vej) virkede fjollet når vi nu gerne ville være sammen. Fra starten var løsningen i forhold til plads, at et enkelt værelse i huset blev delt over, så mine to kunne få en halvdel hver og bonusdatteren så fik det største værelse. Dengang var hun hos sin far hver anden weekend. Det virkede som en fin løsning idet de på daværende tidspunkt ikke var så gamle og pladsen endnu ikke så vigtig.

Nu står jeg så her og har uendelig dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan tilbyde mine egne børn lige så gode vilkår som min bonusdatter. Jeg føler huset nu er blevet lang mere et fremmed hus for dem og de reelt er gæster her. Min søn har vi skaffet en gammel campingvogn til, som er voldsomt dyr at opvarme om vinteren og alt for varm om sommeren. Altså bare ikke særlig fedt.. Min datter har et værelse, som ved når jeg sover hos hende på en madras (hun kan få tilfælde af angst om aftenen) bliver nødt til at ligge halvvejs ud i stuen. Min søns gamle lille værelse, er nu blevet inddraget til ”prinsesse rum” til min kæreste (hun kalder det kontoret) hvor hun har sine hylder til sko, skrivebord til makeup og skab til en del af sit tøj.

Jeg har en fornemmelse af, at mine børn ikke har lyst til at komme her så meget. Dels pga. de føler sig nedprioriteret (det har min eks også venligst oplyst mig om) og fordi de måske ikke føler sig så velkomne.

Min kæreste var i starten meget opsøgende, glad og interesseret i dem, men det er med årene faldet meget til jorden. Jeg har det virkelig dårligt med, at jeg selv har arbejdet med at opbygge en relation til min bonusdatter (jeg har været mere en far-figur for hende end hendes egen biologiske far i det meste af hendes liv nu), men at kærligheden fra min kæreste ikke stråler ud til mine egne børn. Hun har kun sin datter og er selv enebarn. Meget af vores snakke ang. mine børn går ofte ud på deres fejl og mangler.

Det er meget sjældent mine børn kommer og besøger os/mig selvom vi bor i samme by og det gør mig ærlig talt supertrist. Jeg kan ikke undgå at tænke tanken, hvad nu hvis de havde store værelser hver og et velkommen hjem hvor man ikke behøvede at gå på listetå for ikke at fornærme deres papmor eller på anden vis træde hende over tæerne?

Det er ikke så sjældent jeg bemærker, at hun dårligt taler til mine børn. Interesserer sig ikke og går ikke specielt meget op i deres hverdag. Min datter har aldrig veninder med hjemme hvorimod jeg ved hun ofte har det hos hendes mor, som med årene har købt nyt hus med sin egen kæreste (super flink mand).

Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre på den front.. Jeg føler en uendelig dårlig samvittighed overfor mine egne børn og med årene vil jeg krumme mig over de tanker de må have gjort sig i deres barndom.

Omvendt føler jeg mig også forpligtet over for min kæreste og min bonusdatter, som jeg har taget velkommen ind i mit hus. Jeg føler blot, at jeg har givet mere end der er blevet vist den anden vej i forhold til mine egne børn, hvilke begge to er født her.

Det er et emne som jeg har utrolig svært ved at snakke med min kæreste om. Hun kan være meget opfarende og rent ud sagt hysterisk. Jeg skal virkelig vare mine ord, for ikke at lægge en dårlig stemning. Derfor lukker jeg mig selv inde og lukker af. Stemningen i mellem os er dog tiltagende blevet dårligere og dårligere.

Med til historien hører sig også, at min kæreste kom fra et misbrugsforhold. En eksmand som var både fysisk og psykisk voldelig over for hende. Han var hende utro i årevis og hun havde ikke kræfterne til at bryde fri. Kontakten til ham var hård de første par år og en del aftener i starten har jeg ligget søvnløs med tanken om, at nu holder han i indkørslen og vil ind. Manden er stor, en af de højest gradueret inden for sin kampsport i DK og er generelt en skingrende psykopat. Han er heldigvis ikke så stor del af min bonusdatters liv længere og det er sjældent vi hører fra ham.

Pointen er, at min kæreste også har sin bagage med. I starten og med årene har jeg brugt mange timer med hende med at lytte, forstå og snakke. Jeg har været hendes klippe. Hun blev selv stressramt for nogle år siden. Efter hun var flyttet hertil, blev hun hængende i sit arbejde i sin gamle by. En dagsinstitution hvor hun var pædagogmedhjælper. I næste to år pendlede hun frem og tilbage og brugte op mod 3-4 timer hvad dag i bil. Hun var i konstant underskud af energi og søvn. Igen og igen opfordrede jeg hende til at finde noget tættere på (hun er knald dygtig til sit job!), men fik aldrig gjort noget ved det.

Kun da hun, efter et dårligt lederskifte, med et brag lagde sig med stress, kunne vi på den anden side begynde at lukke op for muligheden for at få et andet job. Der gik under en måned og så var der gevinst 10 min i bil herfra.

Jeg må indrømme at min respekt for hende og hvorfor pokker hun ikke skiftede længe før, var på et lavpunkt dengang. Hun var hverken til at hugge eller stikke i.

Med årene har jeg også fundet ud af, at hun har svært ved selv at tage ansvar. Hun ved intet om skat, skal ”fandme ikke af med sin netflix” (som jeg betaler), hvis vi skal spare penge. Den generelle holdning ved opstået huslige eller økonomiske problemer er ”hvad gør vi så?” ergo hvad har JEG tænkt mig at gøre. Det er ærligt pisseirriterende og tarveligt at få skubbet alt ansvar over på mig. Jeg føler jeg skal virkelig være et røvhul for at få trumfet min holdning igennem og det er ikke en type jeg vil være.

Her for et par år siden får hendes far så kræft. Fast forward et par år, så er han nogenlunde kørende, men det har været nogle hårde år. Selvfølgelig for min kæreste, men også, hvis jeg må være så pisse egoistisk, for mig. Jeg har snakket med min svigerforældre meget og jeg har selv kørt min svigerfar til diverse undersøgelser en del gange. Også i forbindelse med selve hans indlæggelse til operation.

Det er noget som jeg gerne har gjort, men jeg kan mærke jeg simpelthen er ved at være fyldt så meget op, at jeg har svært ved at skjule det længere.
Jeg elsker mine svigerforældre og de er de sødeste mennesker.. Men. Altid når vi har været sammen med dem, er det altid på deres side beretningerne og historierne kommer fra. Alle deres rejser sammen, det er vigtigt at komme ud og afsted, hvornår skal I rejse sammen, alle deres minder sammen osv osv. Altså historier jeg efterhånden har hørt en del gange, men samtidig også et billede af ”familie lykke” som jeg har svært ved at leve op til. Min kæreste har aldrig selv betalt sin rejse, men de har været på Gran Canaria 30+ gange. Ja det er voldsomt, men det var deres livsstil og prioritet i en årrække.

Igen kommer mine egne børn ind i billedet. Jeg har aldrig haft dem afsted nogen steder og kan ærligt have oprigtig svært ved at se hvor i min økonomi der kan findes plads hertil. Jeg er også blevet bevist om, at ved vores besøg hos svigerforældrene meget sjældent bliver spurgt ind til mine egne børn, deres liv osv. Det gør meget ærlig talt ondt og jeg er ret træt af det. Det er som om, at alt skal cirkulere omkring deres egen lille familie.

Derfor har jeg mentalt trukket mig lidt fra dem. Alt det jeg har skulle levere (kræft forløb mm.) kan jeg simpelthen ikke fremmønstre længere. Samtidig har jeg igen så dårlig samvittighed, at den ”stærke og rolige mand” som de altid har set mig som, ikke kan være der længere. Jeg føler mig svag og utilstrækkelig. Utilstrækkelig er faktisk noget jeg generelt føler mig i mit liv.

Og nu står jeg her.. Bilen er brudt sammen og skal synes om lidt. Min bonus svigersøn (mekaniker) siger det kommer til at koste ca. 10.000 og det er penge jeg så bliver nødt til at tage fra min surt opsparet feriepenge som var tiltænkt mig selv og mine egne børn. Samtidig er taget på huset et slidt, gammelt asbest tag og i flere omgang er det pisset ned med vand gennem det og ned i vores badeværelse. Jeg har været oppe og lappe så godt jeg kan, men der skal herske ingen tvivl om at det hele burde blive skiftet.

Generelt har jeg været ekstremt dårlig til at vedligeholde huset og ærligt kan det rende mig.

For et års tid siden lavede jeg en tagopsparing. Penge som jeg alene prøver at få penge ind på. Nu står der ca. 25.000, men det er jo langt væk fra nogen reel løsning. Oprindelig var det planen, at jeg selv (og min far) ville nedtage pladerne selv og så se om jeg kunne finde et par friske svende der ville tjene lidt sorte penge i weekenden. Ja det er pisse ulovligt, men ærlig talt er jeg pisse ligeglad.. Jeg har simpelthen ikke penge fra et hus der i forvejen er dyrt og en kæreste som i forvejen ikke bidrager så meget jævnfør manglende vilje, uddannelse og ikke fuld tid. Samtidig mener hun godt vi kan tage til koncerter og elsker hotelophold mm.

Oven i alt dette beslutter regeringen sig så for, at fra 1.1.2025 vil det ikke længere være lovligt selv at nedtage asbestplader privat = 200.000 oveni tagprojektet blot for at få professionelle ud og gøre det.

Så jeg er slidt.. Fysisk, mentalt.. Alt. Jeg aner efterhånden ikke mine levende råd og tager, som nævnt indledningsvist, mig selv i at overveje at tage ”den lette vej ud”. Det eneste der afholder mig fra det, er mine børn og udsigten til de skal miste en af deres forælder.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Taget virker som det burde være første fokus, men skal jeg gå ud og låne 300.000 hos Santander? Jeg har ikke mulighed for at låne af mine egne forældre og hader ærlig talt tanken om at forsøge at få almisser.

Skal jeg sætte foden ned over for min kæreste og bede hende og min bonusdatter, som forguder mig og reelt betragter mig mere som sin far end sin egen biologiske? Min kæreste og jeg har det egentlig ok sammen, men det er når vi er her selv og vi kun har hinanden at tænke på. Jeg får det dog fysisk dårligt ved tanken om, at svigte hende på denne måde og ”smide hende på gaden”. Jeg har været en stor hjælp, støtte og kæreste gennem årene, men jeg kan bare mærke jeg har lidt til ingen energi tilbage.

Hvad hvis jeg fortryder og ser det bare var mig, som var problemet? Mange, mange overvejelser.. Hvad med mine svigerforældre? Deres dømmende blikke og skuffet udtrykke Det skal siges, at min egen familie er vilde med min kæreste. Hun er gledet direkte ind og vi nyder samvær med dem. De ved så meget lidt om bagsiden for vores forhold og hvad jeg kæmper med.

Og hvad gør jeg med taget? Lige nu virker det utrolig uoverskueligt og med en deadline d. 1.1.2025 hvor jeg kan ligge 200.000 oven i et allerede forventeligt meget højt beløb. Jeg har sågar overvejet tanken om, at der skete et ”uheld” med huset og det brændte ned og så måtte forsikringen tage den. Så desperat er jeg, men jeg ved bare min samvittighed aldrig ville kunne bære det og jeg ville kunne blive læst som en åben bog.

Så.. hvad ville jeg opnå med dette indlæg? Jeg ved det faktisk ikke. Måske bare få luft. Det beskrevet er blot en lille del af tanker, overvejelser og generelle udfordringer i mit liv, og det er som sagt noget jeg har overvejet i lang tid.

Hvis du/I er med stadigvæk så tak.

Emne

[CancermanHead Rusher 3251 Indlæg Offline]

Puha. Det lyder sgu ærligt talt ikke skide godt. Er ked af du går og har det sådan 😔

Jeg starter lige et sted hvor jeg har noget personlig erfaring, nemlig asbesttaget. Jeg er også blevet ramt af regeringens nye lov og jeg har af den grund måtte vinke farvel til nyt tag på huset.
Hvis ikke det var for den nye lov, så kunne jeg i ro og mag have skiftet det lidt af gangen – der er 4 tagflader og 300kvm I alt, så det er ikke nogen lille opgave. Men omend overskueligt – og ikke spor ulovlig – altså, hvis det ikke lige var for den nye lov, som også vil koste mig 200-300.000kr ekstra.
Anyway, det skal ikke handle om mit tag.

Asbest tag er generelt rigtigt holdbart. Hvilken slags tag er det? Bølgeplader?
Er der knækkede plader eller hvordan kan det være det regner ind?

Hvis ikke pladerne er begyndt at smulre og flosse i kanterne, så er der ikke nødvendigvis nogen grund til at skifte dem alle nu. Hvis der er asbest i dem, så er de nok fra 70-80erne. (Asbest blev forbudt i 86)

Jeg ville få lokaliseret problemet: Er det knækkede plader? Er det ved en skotrende osv? Med andre ord: er det ikke muligt at lave en reperation, uden at alle plader skal skiftes?

Jeg ville i hvert fald slå koldt vand i blodet mht. at skifte det tag. Det er komplet umuligt at opdrive nye tagplader i øjeblikket fordi alle pludselig har travlt med at skifte tag.
Lur mig om der ikke kommer en lovændring eller måske en tilskudsordning til at få skiftet tag.
Det vi ser ind i lige nu er, at folk kommer til at gøre det selv og efterfølgende smider lortet i skoven eller lign, fordi de ikke lovlig kan komme af med pladerne.

Så jeg ville klar kigge på en reperation og ikke kaste 300.000kr efter noget i panik inden 1/1.

Nok om tag.

Min første reaktion når jeg læser er, at du må rive plasteret af og sætte kæresten og datter på porten – men det er nok ikke den rigtige løsning i første omgang. Men det er satme trist at høre om, at dit forhold til dine egne børn er så skidt – i min verden bør dine børn komme før din kæreste og hendes datter.

Bedste løsning ville jo nok være og finde et andet hus med plads til jer alle 5 – men det ved jeg godt er utopi – jeg ved ikke hvor I landet det er, men så skulle det være fordi man kunne sælge og flytte til et sted med en lavere kvm. pris – men jeg tænker du allerede har gjort dig de tanker.

Kan planløsningen ændres, så i kan få plads til alle? Flytte nogle vægge (og ikke mindst droppe det der prinsesseværelse – det skriger til himlen, når der ikke engang er plads til dine børn)

Under alle omstændigheder, så vil jeg anbefale at som minimum du får snakket med nogen om det her – det ville absolut være bedst, at kæresten er med, men det ville nok være bedst hvis du starter med at snakke med nogen alene.

Hvis kæresten er totalt modstander af alt: Inddrage værelset, snakke med nogen om jeres problemer osv. så er der sgu nok ikke så meget andet at gøre, end at rive plasteret af – men jeg synes absolut i skal prøve at få noget hjælp først.

Sidst men ikke mindst:
1: Aldrig lån penge af Santander eller lign.
2: Få de tanker om træet og sikkerhedsselen ud af hovedet. Det kan godt være det ville være en “nem” løsning for dig, men du vil efterlade 2 børn der ikke kan undvære deres far.
(og en kæreste, og en familie og en papdatter og en svigerfamilie)
Så glem det lige med det samme – det er aldrig løsningen.

Få nogen professionel hjælp: Du skal ud og snakke med nogen om det her og jeg tænker de også vil anbefale, at dig og kæresten sammen kommer ud og får snakket med nogen. Det her er en uholdbar situation.

[StormtrooperRusher 214 Indlæg Offline]

1. Har du sagt de her ting til din kæreste? Det lyder godt nok som om, at der er nogle ting, du skal have slået meget hårdt fast overfor hende.

2. Lad være med at begå selvmord. Du kommer til at smadre livene for alle dem, der holder af dig og du holder af, hvis du gør det.

[EmilsaRusher 1167 Indlæg Offline]

Prioriter dine børn når de er der, tag på udflugter. Lav mad i skoven eller noget – det behøver koste det store.

Du må endelig ikke glemme at børn i den alder begynder at leve deres eget liv og det er naturligt at de sætter forældrene i baggrunden.

Snak med din kæreste om hvordan du har det, få understreget at du er totalt udbrændt.

Lad være med at nedprioritere din bonus datter, hun er din nu. Bare sørg for at tage dig af dine børn også og prioritere dem ligeså meget. Hvis skaden er sket og de trækker sig, så er det hende der kommer og besøger dig på plejehjemmet.!

Du bør også få snakket med dine børn om hvordan du har det, og at du er skyldbetynget. De er store nok, og det vil gøre det nemmere for dem at forstå det liv de har med dig hos dig.

Gå til lægen og sig du er udbrændt, stresset og nok deprimeret og bliv udredt, det åbner nogen muligheder.

Har du tinitus?

Hvis ikke du er i middelklassen eller den bedre middelklasse, så lad for guds skyld være med at spejle dig selv i dem, deres livsvilkår og levevis.. Det kan kun få dig til at føle dig utilstrækkelig og elendig. Især når du sidder i saksen og ikke har de store muligheder for at gøre noget ved de materielle vilkår.

Accepter du sidder hvor du sidder, du er ikke alene. Der er hundrede tusindvis af danskere der af den ene eller anden grund ikke kan leve op til glansbillede forestillingen om livet.

Man kan leve længe i noget der ligner en ruin uden det er ubeboeligt. Bare hold det rent og gør det hyggeligt, for dit eget mentale velbefindendes skyld. Er taget stadig tæt, eller forholdsvist tæt så går det nok.

Når alle børnene er store nok og flyttet hjemmefra, kan du altid give slip på det hele og lade alting sejle.

Snak med lægen

Snak med lægen

Snak med lægen

I funkekasset diser funkestyveren med sin dangenak på olmsk saster, for at fakke a kultes - alt mens han byser sin roï oc knup.

[knekkerRusher 971 Indlæg Offline]

Du er en meget typisk eksemplar på en god loyal fyr der endda er klar til at agere far for et børn som ikke er bioligisk dit, mens kvinden ikke kunne være mere ligeglad med mandens børn, og endda ville fortrække at du faktisk ingen børn havde, så dit fokus kunne blive mere på hendes afkom.

Men ja, det lyder som om du har en partner der kun har sin egne børns interesse og prioritet. Den attitude er der kun en løsning på, og det er at få sat jer ned og kommunikeret dette kæmpe problem og forklaret alvorligheden i dette, og eneste mulighed for hvis forholdet skal kunne fortsætte er at hun får justeret sin attitude.

Princesse rummet skal væk, og gives tilbage til dine børn, det skriger til himlen at hun er ligeglad med dine børn og hun så dem helst holde sig væk. Det er vigtig at de skal kunne føle sig velkommen, og det kræver selvfølgelig at de føler at der er plads til dem, ikke blot i form af et værelse men også at hun er sød, rar og angagere sig med dem, akurart som du angagere dig med hendes datter.

Ud fra hendes tidligere valg af mænd, så har du fundet en kvinde som er tiltrukket af bad-boys, disse typer har det med at træde over manden så længe manden tillader det. Det der tiltrækker dem er at en bad-boy kan de ikke koste rundt med, derfor vil jeg sige kort at du skal ikke være bekymret for at “været et røvhul”, der er ting som “prinsesse værelset”, hvor du bliver nødt til at skære igennem, ellers vil du aldrig komme nogen vegne.

Du nævner at hun er svær at kommunikere med, fordi hun går fuldstændig i baglås når der er kritik rettet imod hende. Tænk sig at have en partner som man ikke har mulighed for at kommunikere med og som nægter at se ind ad? Det vil aldrig kunne fungere, hvis der ikke bliver rettet op på dette. Men nu sidder du i saksen, par terapi lyder som den eneste løsning, så der er en trejde person i samtalen der kan pointere og fast, når hun forsøger at vride sig ud af den kritik hun stilles overfor.
Jeg ved sådan noget koster penge, men måske ville det alligevel være godt givet ud at bruge et par tusinde på det. Så du kan få forklaret hvordan du har det. For først når din kæreste forstår problemerne, er der mulighed for at få finde løsninger.
Hun har lavet et af børneværelserne om til sit eget og hun lytter ikke til dine anbefalinger som at skifte job, det skete kun først når hun ingen anden udvej havde. Det lyde rsom om din kæreste simpelhen ikke respektere dig som person, måske fordi hun mere ser dig som en ekstra hånd til at få hverdagen til at fungere for hende selv og datteren. Denne respekt vil jeg forsøge at genfinde via par terapeuten.

Ellers synes jeg #1 og #3 har nogle gode pointer.
Få undersøgt om du ikke kan finde ud af hvor taget lækker, det ville være en langt billigere og overskuelig løsning.

Rejser behøver ikke være i udlandet, mange af dem er overratet anyway. Der findes masser af hyggelige steder i Danmark. Det vigtigste er at tilbringe tiden sammen når man tager på udflugt, det er nemlig der hvor barnets gode minder opstår, og ikke fordi det er på Gran Canaria.

• Dette svar blev ændret 3 uger, 3 dage siden af knekker.
• Dette svar blev ændret 3 uger, 3 dage siden af knekker.
• Dette svar blev ændret 3 uger, 3 dage siden af knekker.

[MiNoRusher 746 Indlæg Offline]

#0 Når jeg læser dit indlæg, så oplever jeg dig som en opmærksom, intelligent og behagelig person. Og en som er blevet kørt over af diverse omstændigheder, men mest af alt, er at du ikke kan have dialogen om ‘svære ting’ med din kæreste.

Jeg kan læse mig til, at der også er gode ting i jeres forhold – så mit råd ville være at fokusere på den nødvendige dialog. Jeg tænker at intet bliver bedre – om du så vandt i lotto – hvis din kæreste ikke vil lytte og deltage aktivt i håndtering af det som er vigtigt for dig.

Hvordan præcis det skal ske ved jeg ikke, men jeg tænker at det inkludere en form for ekstern hjælp. Og din kæreste må bringes til at forstå, at tingene er ikke holdbare som de er, og det forsøger du nu at adressere det så i kan have en god fremtid sammen.

Om din kæreste vil være med på dette er så det store spørgsmål. Men vil hun ikke, så tænker jeg det kun bliver værre at hænge fast i det setup i har nu.

Med al respekt, så har vi “kun” din siden af sagen her. Den er reel nok, men en uafhængig 3.part vil kunne lytte til både dig og din kæresete også, og der igennem komme med indput og vinkler som kan være relevante – som vi andre af gode grunde ikke kan sige noget om.

Held og lykke med forandringerne

[TristanRusher#0 Trådstarter 7 Indlæg Offline]

Cancerman wrote:

Puha. Det lyder sgu ærligt talt ikke skide godt. Er ked af du går og har det sådan 😔

Jeg starter lige et sted hvor jeg har noget personlig erfaring, nemlig asbesttaget. Jeg er også blevet ramt af regeringens nye lov og jeg har af den grund måtte vinke farvel til nyt tag på huset.

Hvis ikke det var for den nye lov, så kunne jeg i ro og mag have skiftet det lidt af gangen – der er 4 tagflader og 300kvm I alt, så det er ikke nogen lille opgave. Men omend overskueligt – og ikke spor ulovlig – altså, hvis det ikke lige var for den nye lov, som også vil koste mig 200-300.000kr ekstra.

Anyway, det skal ikke handle om mit tag.

Asbest tag er generelt rigtigt holdbart. Hvilken slags tag er det? Bølgeplader?

Er der knækkede plader eller hvordan kan det være det regner ind?

Hvis ikke pladerne er begyndt at smulre og flosse i kanterne, så er der ikke nødvendigvis nogen grund til at skifte dem alle nu. Hvis der er asbest i dem, så er de nok fra 70-80erne. (Asbest blev forbudt i 86)

Jeg ville få lokaliseret problemet: Er det knækkede plader? Er det ved en skotrende osv? Med andre ord: er det ikke muligt at lave en reperation, uden at alle plader skal skiftes?

Jeg ville i hvert fald slå koldt vand i blodet mht. at skifte det tag. Det er komplet umuligt at opdrive nye tagplader i øjeblikket fordi alle pludselig har travlt med at skifte tag.

Lur mig om der ikke kommer en lovændring eller måske en tilskudsordning til at få skiftet tag.

Det vi ser ind i lige nu er, at folk kommer til at gøre det selv og efterfølgende smider lortet i skoven eller lign, fordi de ikke lovlig kan komme af med pladerne.

Så jeg ville klar kigge på en reperation og ikke kaste 300.000kr efter noget i panik inden 1/1.

Nok om tag.

Min første reaktion når jeg læser er, at du må rive plasteret af og sætte kæresten og datter på porten – men det er nok ikke den rigtige løsning i første omgang. Men det er satme trist at høre om, at dit forhold til dine egne børn er så skidt – i min verden bør dine børn komme før din kæreste og hendes datter.

Bedste løsning ville jo nok være og finde et andet hus med plads til jer alle 5 – men det ved jeg godt er utopi – jeg ved ikke hvor I landet det er, men så skulle det være fordi man kunne sælge og flytte til et sted med en lavere kvm. pris – men jeg tænker du allerede har gjort dig de tanker.

Kan planløsningen ændres, så i kan få plads til alle? Flytte nogle vægge (og ikke mindst droppe det der prinsesseværelse – det skriger til himlen, når der ikke engang er plads til dine børn)

Under alle omstændigheder, så vil jeg anbefale at som minimum du får snakket med nogen om det her – det ville absolut være bedst, at kæresten er med, men det ville nok være bedst hvis du starter med at snakke med nogen alene.

Hvis kæresten er totalt modstander af alt: Inddrage værelset, snakke med nogen om jeres problemer osv. så er der sgu nok ikke så meget andet at gøre, end at rive plasteret af – men jeg synes absolut i skal prøve at få noget hjælp først.

Sidst men ikke mindst:

1: Aldrig lån penge af Santander eller lign.

2: Få de tanker om træet og sikkerhedsselen ud af hovedet. Det kan godt være det ville være en “nem” løsning for dig, men du vil efterlade 2 børn der ikke kan undvære deres far.

(og en kæreste, og en familie og en papdatter og en svigerfamilie)

Så glem det lige med det samme – det er aldrig løsningen.

Få nogen professionel hjælp: Du skal ud og snakke med nogen om det her og jeg tænker de også vil anbefale, at dig og kæresten sammen kommer ud og får snakket med nogen. Det her er en uholdbar situation.

Ja kan være jeg skal vente lidt med taget.. Det er blot noget som, bogstavelig talt, hænger mig over hovedet og blot er en katastrofe der venter på at ske føler jeg. Det største problem er ved overgangen fra taget til en anden del med mindre hældning. Der er ikke meget rend på regnvandet og ved lidt alge/mos vækst, har det med at ophobe sig. Lidt frost og pladerne begynder at sprække og revne. Jeg har malet det over med tag tjære og det lader til at holde indtil videre. Derudover har jeg bemærket mange plader virker lidt porøse og med flere revner hist og her. Taget er sandsynligvis originalt fra 1960’erne.

Ville det give mening med en god gang tagrens fra et firma? Alge behandling osv., og så få nogle professionelle ud og skifte de plader som skal skiftes her og nu? Eller ville det blot være at udsætte det uundgåelige hvilket er et fuldt skifte?

I forhold til planløsningen så har jeg svært ved at se mulighederne. Den eneste mulighed i forhold til antal rum til antal børn var, at vi delte det ene store værelse op. Der er dør i hver ende.

Med årene blev det ene dog for småt til min søn (han er 16½ år i dag) og derfor købte jeg en lille campingvogn til ham. Den har dog vist sig ikke at være super god (surprise) og han virker ikke til at trives specielt godt derude. Han søger hurtig hjem til sin mor, når han ellers er hernede, og ellers er han meget inde i huset frem for ude hos sig selv.

Min kæreste forslog jeg overtog hans “gamle” værelse, så det er på min opfordring. Jeg så dengang, at min knægt kunne få noget selvstændig teenage space og min kæreste kunne få sit eget rum hvor hun også kunne trække sig tilbage i. Det bruger hun også dagligt nu og det ville være voldsomt, hvis hun skulle af med det igen

Det er derfor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.. Uanset hvad jeg gør er det forkert. Og hvad jeg ikke gør er også forkert. Jeg ved hvordan hun vil svare, hvis jeg bringer mine frustrationer på banen: “Jamen smider du os ud?”, “Jamen hvad skal vi så gøre??”, “Det var dig selv som åbnede op for os!” osv..

Og det har hun jo fuldkommen ret i! Tiderne skifter bare og hvad der virkede til at fungere før, fungerer blot ikke så godt længere måske. Nu er der ikke bare 1 tennagers i huset, men 3. Og det er den ældste som får den bedste behandling. Jeg forventer ikke hun selv kommer med forslag og løsning og ærlig talt ved jeg ikke helt hvad der kunne løse det.

Inderst inde tænker jeg, at det nok ville være bedre, hvis ikke vi boede sammen. Kærligheden vil jeg gerne have består, men det må blive uden at være samboende.

I forhold til professionel hjælp har jeg været der. Lykkepiller i en periode, snakke med psykolog gennem mit arbejde mm. Men synes ærlig talt ikke det hjælper. Og stoltheden.. Æv. Det at vise svaghedstegn er så latterlig en størrelse.

Mange tak for dit input. Må indrømme jeg kneb en tåre eller to da jeg lagde mig til at sove i nat og havde læst det inden.

[TristanRusher#0 Trådstarter 7 Indlæg Offline]

Stormtrooper wrote:

1. Har du sagt de her ting til din kæreste? Det lyder godt nok som om, at der er nogle ting, du skal have slået meget hårdt fast overfor hende.

2. Lad være med at begå selvmord. Du kommer til at smadre livene for alle dem, der holder af dig og du holder af, hvis du gør det.

Jeg har forsøgt at snakke med hende om det hen over årene, men det bliver hurtigt trukket hårdt op fra hendes side af. Jeg er uden tvivl også konfliktsky af natur, men når jeg ikke føler mig hørt og forstået i mine frustrationer, så føler jeg det kan være lige meget.

Og tankerne i forhold til selvmord så ja.. Du har ret. Men for fanden hvor kan de tanker bare være mørke og ugennemtrængelige til tider. Min kæreste har selv ytret sig herom og sine egne tanker deslignende. Især på bagkant af sit tidligere forhold har hun sagt, at hun kun er her den dag i dag for sin datters skyld.

[TristanRusher#0 Trådstarter 7 Indlæg Offline]

Emilsa wrote:

Prioriter dine børn når de er der, tag på udflugter. Lav mad i skoven eller noget – det behøver koste det store.

Du må endelig ikke glemme at børn i den alder begynder at leve deres eget liv og det er naturligt at de sætter forældrene i baggrunden.

Snak med din kæreste om hvordan du har det, få understreget at du er totalt udbrændt.

Lad være med at nedprioritere din bonus datter, hun er din nu. Bare sørg for at tage dig af dine børn også og prioritere dem ligeså meget. Hvis skaden er sket og de trækker sig, så er det hende der kommer og besøger dig på plejehjemmet.!

Du bør også få snakket med dine børn om hvordan du har det, og at du er skyldbetynget. De er store nok, og det vil gøre det nemmere for dem at forstå det liv de har med dig hos dig.

Gå til lægen og sig du er udbrændt, stresset og nok deprimeret og bliv udredt, det åbner nogen muligheder.

Har du tinitus?

Hvis ikke du er i middelklassen eller den bedre middelklasse, så lad for guds skyld være med at spejle dig selv i dem, deres livsvilkår og levevis.. Det kan kun få dig til at føle dig utilstrækkelig og elendig. Især når du sidder i saksen og ikke har de store muligheder for at gøre noget ved de materielle vilkår.

Accepter du sidder hvor du sidder, du er ikke alene. Der er hundrede tusindvis af danskere der af den ene eller anden grund ikke kan leve op til glansbillede forestillingen om livet.

Man kan leve længe i noget der ligner en ruin uden det er ubeboeligt. Bare hold det rent og gør det hyggeligt, for dit eget mentale velbefindendes skyld. Er taget stadig tæt, eller forholdsvist tæt så går det nok.

Når alle børnene er store nok og flyttet hjemmefra, kan du altid give slip på det hele og lade alting sejle.

Snak med lægen

Snak med lægen

Snak med lægen

Du rammer nogle gode punkter synes jeg.

Jeg prøver i den grad at prioritere mine børn, når de er her. Så meget at jeg efterhånden er pisse ligeglad hvad min kæreste føler og mener om hvad jeg laver med dem. Eksempelvist har min datter borderline angst og har det især svært om aftenen. Det har betydet, at jeg har måtte kæmpe meget med søvnvaner for hende og i perioder/dage har sovet på madras hos hende. Dette har ikke faldet i god jord hos min kæreste som har en velfungerende pige som aldrig har voldt nogen problemer whatsoever.

Men at jeg skal føle dårlig samvittighed fordi jeg prioritere mit eget barn og ikke er hos min kæreste? Lad os bare sige det har være en proces for mig at finde mig tilrette i. Konklusionen er, at hun kan rende mig. Hun (kæresten) mener det ikke så slemt er jeg sikker på, men når hun før dårligt har kunne tale til mig, når jeg vælger min datter til og hendes tryghed eller hun sukker højlydt osv.. Det dirre på mig og min radar er ude i fuld effekt for at samle op på indtryk fra hende.

Anyways jeg vil rigtig gerne fokusere på mine børn og jeg er blevet bedre til det. Det er bare svært, når der sidder en kvinde i stuen i sin faste plads i sofaen, som dårligt snakker eller siger noget. Og lige så snart hendes egen datter dukker op i huset eller datterens kæreste, så er hun fuld flor af lattermild glæde. Wtf.. Vi er en sammenbragt familie og alle burde mærke den glæde. Det prøver jeg i hvert falde overfor min bonusdatter+kæresten.

I forhold til børnene bliver ældre, så har du fuldkommen ret. Den del prøver jeg også at huske. De er nu snart 13, 16½ og 18½. Jeg prøver at minde mig selv om, at hvad jeg føler er måske ikke nødvendigvis hvad de gør. Samtidig skriver jeg mig også bag øret, at bonusdatteren nok ikke bor hjemme til evig tid og ærlig talt, så glæder jeg mig sinddsygt meget til hun flytter sammen med kæresten engang. Den dag overtager min egen datter hendes store værelse og det har jeg også meldt ud.

Jeg er ikek meget for at tage til lægen igen.. Jeg har også allerede haft en enkelt sygeperiode fra mit arbejde og fik fuld støtte derfra. Det var hårdt og næsten endnu hårdere at komme tilbage igen. Men jeg er der

[CancermanHead Rusher 3251 Indlæg Offline]

Tristan wrote:

Ville det give mening med en god gang tagrens fra et firma? Alge behandling osv., og så få nogle professionelle ud og skifte de plader som skal skiftes her og nu? Eller ville det blot være at udsætte det uundgåelige hvilket er et fuldt skifte?

Kort svar til at starte med: Nej, du skal IKKE få nogen til at rense taget – det gør det kun værre.
Du kan med fordel forsigtigt fjerne mos osv. der får vand til at ophobe sig – men husk det er med blødt værktøj – ikke noget med stride børster eller højtryksrenser på et asbest tag – du vil ikke have asbestfibre over det hele.

Det lyder som om, at det burde kunne fikses uden at skifte det hele. Jeg ville få en tømmer eller lign ud og kigge på det – og lad dem ikke spise dig af med, at det hele skal skiftes – alt kan repareres.

[JamesPondRusher 162 Indlæg Offline]

Puha en tough omgang at være igennem, men der skal nok være en vej igennem det.
Meget enig med det der allerede er blevet skrevet.

Angående forhold: Der skal være en balance, det er fint der i perioder bliver givet mere fra den ene end den anden, det kan der være mange årsager til. I længden skal det dog være give and take fra begge. I dit tilfælde lyder det til du giver meget mere.
Der er nogle ting der er helt essentielle for dig, sådan som dine børn. Der må du sætte hårdt ned, også selvom du er konfliktsky, så vælg de vigtige kampe men stå fast på dem.
Argument med du tog dem ind bla bla, er for at give dig skyldfølelse, du må forklare du tog dem ind, men det skal ikke være på bekostning af dine børn.
Når det kommer til økonomi er der bare nogen der er blanke, vil foreslå i laver budget sammen, herunder fælles aftale om hvad der bliver sat af til hvad… hun forstår det måske ikke men så har du gjort dit og kan med god følelse sige “det har vi ikke råd til”.

Taget er jeg enig i, tror også der kommer en ordning, da det ellers er en bombe under mange husejere.
Med banken, så er det svært uden at kende detaljerne. Men husk på de har også noget at miste. Såfremt dit hus bliver væsentligt forringet, kan det ske deres tab vil være meget større end hvis de lod dig låne pengene.

[TristanRusher#0 Trådstarter 7 Indlæg Offline]

knekker wrote:

Du er en meget typisk eksemplar på en god loyal fyr der endda er klar til at agere far for et børn som ikke er bioligisk dit, mens kvinden ikke kunne være mere ligeglad med mandens børn, og endda ville fortrække at du faktisk ingen børn havde, så dit fokus kunne blive mere på hendes afkom.

Men ja, det lyder som om du har en partner der kun har sin egne børns interesse og prioritet. Den attitude er der kun en løsning på, og det er at få sat jer ned og kommunikeret dette kæmpe problem og forklaret alvorligheden i dette, og eneste mulighed for hvis forholdet skal kunne fortsætte er at hun får justeret sin attitude.

Princesse rummet skal væk, og gives tilbage til dine børn, det skriger til himlen at hun er ligeglad med dine børn og hun så dem helst holde sig væk. Det er vigtig at de skal kunne føle sig velkommen, og det kræver selvfølgelig at de føler at der er plads til dem, ikke blot i form af et værelse men også at hun er sød, rar og angagere sig med dem, akurart som du angagere dig med hendes datter.

Ud fra hendes tidligere valg af mænd, så har du fundet en kvinde som er tiltrukket af bad-boys, disse typer har det med at træde over manden så længe manden tillader det. Det der tiltrækker dem er at en bad-boy kan de ikke koste rundt med, derfor vil jeg sige kort at du skal ikke være bekymret for at “været et røvhul”, der er ting som “prinsesse værelset”, hvor du bliver nødt til at skære igennem, ellers vil du aldrig komme nogen vegne.

Du nævner at hun er svær at kommunikere med, fordi hun går fuldstændig i baglås når der er kritik rettet imod hende. Tænk sig at have en partner som man ikke har mulighed for at kommunikere med og som nægter at se ind ad? Det vil aldrig kunne fungere, hvis der ikke bliver rettet op på dette. Men nu sidder du i saksen, par terapi lyder som den eneste løsning, så der er en trejde person i samtalen der kan pointere og fast, når hun forsøger at vride sig ud af den kritik hun stilles overfor.

Jeg ved sådan noget koster penge, men måske ville det alligevel være godt givet ud at bruge et par tusinde på det. Så du kan få forklaret hvordan du har det. For først når din kæreste forstår problemerne, er der mulighed for at få finde løsninger.

Hun har lavet et af børneværelserne om til sit eget og hun lytter ikke til dine anbefalinger som at skifte job, det skete kun først når hun ingen anden udvej havde. Det lyde rsom om din kæreste simpelhen ikke respektere dig som person, måske fordi hun mere ser dig som en ekstra hånd til at få hverdagen til at fungere for hende selv og datteren. Denne respekt vil jeg forsøge at genfinde via par terapeuten.

Ellers synes jeg #1 og #3 har nogle gode pointer.

Få undersøgt om du ikke kan finde ud af hvor taget lækker, det ville være en langt billigere og overskuelig løsning.

Rejser behøver ikke være i udlandet, mange af dem er overratet anyway. Der findes masser af hyggelige steder i Danmark. Det vigtigste er at tilbringe tiden sammen når man tager på udflugt, det er nemlig der hvor barnets gode minder opstår, og ikke fordi det er på Gran Canaria.

• Dette svar blev ændret 3 uger, 3 dage siden af knekker.
• Dette svar blev ændret 3 uger, 3 dage siden af knekker.
• Dette svar blev ændret 3 uger, 3 dage siden af knekker.

Der er ingen tvivl om, at jeg blot prøver at gøre det så godt som jeg kan og altid har villet. Men det er pisse svært at gøre alle tilfredsse! Hvis jeg selv blot havde 1 m2 og en madras at sove på, ville jeg være fint tilfreds. Jeg trives ved at mine omgivelser er i trivsel og så er jeg egentlig lidt mere ligeglad med mig selv. Min familie først og fremmest.

Prinsesse værelset er lidt som det er nu. Det ville være en meget stor omvæltning for min kæreste at komme af med igen. Hun bruger det ligeledes som sit personlige space og et sted hun kan trække sig tilbage til. Hvor trækker jeg mig tilbage til egentlig? Ingensteder.

Hvis nu det blev inddraget igen til børneværelse, vil pladsen stadig være et problem. Det er måske 6m2 og min søn havde dengang en højseng og et gamerbord nedenunder til sin computer. Der kunne end ikke ligge en madras på gulvet ved siden af højesengen til overnattende kammerater. Så lille er det.

Den dag min bonusdatter flytter hjemme fra er planen, at min egen datter overtager det store værelse og min søn får min datters værelse hvilket er lidt større end det andet lille. Om han så også vil have det andet til eks. gamer eller lign. må vi se på til den tid.

I forhold til bad-boys og min kæreste, så har du nok ret. Det har hun også sagt, at selv om jeg er skaldet, er halvstor og måske har et lidt hårdt udtryk, så er jeg intet i forhold til de brian badboy typer hun før har fundet. Hun er også en kvinde, som gerne lader sig kontrollere og ført ergo skal hun ikke selv beslutte sig for eller tage ansvar for meget.

Efter jeg har lært hendes familie at kende, hersker der heller ingen tvivl om, at det er hendes far som har været det surveræne patriakalske overhoved. Det var ham som har taget beslutningerne, ført økonomien osv., og så kunne pigerne venligst gå væk. Han har ordnet alle hendes skatteting frem til hun var 40+, hans kone havde aldrig prøvet at tanke benzin indtil for ganske få år siden osv. Altså alt i alt blev min kæreste en måske stærk, men også temmelig uselvstændig og naiv pige.

Jeg er ikke klar til professionel hjælp og tanken for udgifterne hertil virker voldsomt lige pt.

[TristanRusher#0 Trådstarter 7 Indlæg Offline]

MiNo wrote:

#0 Når jeg læser dit indlæg, så oplever jeg dig som en opmærksom, intelligent og behagelig person. Og en som er blevet kørt over af diverse omstændigheder, men mest af alt, er at du ikke kan have dialogen om ‘svære ting’ med din kæreste.

Jeg kan læse mig til, at der også er gode ting i jeres forhold – så mit råd ville være at fokusere på den nødvendige dialog. Jeg tænker at intet bliver bedre – om du så vandt i lotto – hvis din kæreste ikke vil lytte og deltage aktivt i håndtering af det som er vigtigt for dig.

Hvordan præcis det skal ske ved jeg ikke, men jeg tænker at det inkludere en form for ekstern hjælp. Og din kæreste må bringes til at forstå, at tingene er ikke holdbare som de er, og det forsøger du nu at adressere det så i kan have en god fremtid sammen.

Om din kæreste vil være med på dette er så det store spørgsmål. Men vil hun ikke, så tænker jeg det kun bliver værre at hænge fast i det setup i har nu.

Med al respekt, så har vi “kun” din siden af sagen her. Den er reel nok, men en uafhængig 3.part vil kunne lytte til både dig og din kæresete også, og der igennem komme med indput og vinkler som kan være relevante – som vi andre af gode grunde ikke kan sige noget om.

Held og lykke med forandringerne

Mange tak det er også sådan jeg forsøger at fremstå.

Min kæreste og jeg har det som sagt fint med hinanden, når det kun er os to. Det er blot “elefantenten i rummet” med mine børn og min dårlige samvittighed herom.

Jeg har før udtrykt mig over for hende, at jeg ville ønske alle vores børn havde samme muligheder for værelser og plads. Her ville en god lotto genvinst bestemt ikke være dårlig.. Men pt tror jeg ærligt ikke jeg ville have lyst til at bygge noget op et nyt sted med hende. Jeg har på fornemmelsen, at huset ville være Hende+mit+hendes datters ånd men ikke vores alle sammens.

Helt fair pointe med det er mit perspektiv og hun har selvfølgelig sine egne tanker og holdninger. Jeg synes blot det er ved at være uudholdeligt og jeg føler mig såå drænet.. Vi laver intet sammen, snakker mindre og det er bare sofa, sofa, sofa hvor krop og sind stille og roligt sygner hen.

[EmilsaRusher 1167 Indlæg Offline]

#8 –

ksempelvist har min datter borderline angst og har det især svært om aftenen. Det har betydet, at jeg har måtte kæmpe meget med søvnvaner for hende og i perioder/dage har sovet på madras hos hende. Dette har ikke faldet i god jord hos min kæreste som har en velfungerende pige som aldrig har voldt nogen problemer whatsoever.

At din kæreste ikke fatter udfordringen med borderline og angst, det er din kærestes problem, og at hun gør fnidder skal du overhovedet ikke lade dig slå ud af kurs ifht…. Jeg har selv en kone der har svært ved at forholde sig til sin egen søns (min bonussøn) lag på lag af traumer, “for han kan jo bare mande sig op og tage sig sammen” – jeg har mere end en gang ladet hende forstå at hun er en idiot at høre på i den henseende.

Din datters diagnose udstikker retningen for dit primære fokus, og sån er’et bare.

Samtidig skriver jeg mig også bag øret, at bonusdatteren nok ikke bor hjemme til evig tid og ærlig talt, så glæder jeg mig sinddsygt meget til hun flytter sammen med kæresten engang.

Nu skal jeg ikke blande mig for meget, men at en 18½ flytter sammen med kæresten som det første er ikke helvedes smart. Det er bedre hun kommer ud og prøver at stå på egne ben først og finder sig selv og alt det det der. De fleste unge mænd er foriøvrigt fuldstændig hjælpeløse og har ikke behov for en partner men en erstatningsmor, der figurativt skifter ble på dem. Anyways, hendes valg – støt hende så meget du kan i hendes valg og udflytning, men vær forberedt på du godt kan gå hen og skulle gribe hende når hun falder.

Jeg er ikek meget for at tage til lægen igen.. Jeg har også allerede haft en enkelt sygeperiode fra mit arbejde og fik fuld støtte derfra. Det var hårdt og næsten endnu hårdere at komme tilbage igen. Men jeg er der

Du skriver ovenfor: ” Det dirre på mig og min radar er ude i fuld effekt for at samle op på indtryk fra hende.”

Det er jo ikke dit arbejde der stresser dig, det er dit parforhold – så hvem siger overhovedet du skal ud i en sygemelding på dit arbejde?

Anyways jeg vil rigtig gerne fokusere på mine børn og jeg er blevet bedre til det. Det er bare svært, når der sidder en kvinde i stuen i sin faste plads i sofaen, som dårligt snakker eller siger noget.

Du er på det rigtige spor, hvis ikke surmulen i sofaen vil med på den rejse, så ignorer hende og fortsæt ud af sporet anyways

I funkekasset diser funkestyveren med sin dangenak på olmsk saster, for at fakke a kultes - alt mens han byser sin roï oc knup.

[Snowball42Rusher 255 Indlæg Offline]

Der er da et par ting der stikker ud.

Din kæreste der ikke interesserer sig for dine børn og deres behov. Det er da virkelig en rød lampe der blinker når jeg hører sådan noget.

Den anden er at I bor i et hus der skal have skiftet tag og hun hellere vil bruge penge på koncerter end at bidrage til jeres fælles sted at bo.

Jeg bliver helt trist på dine vegne, du er endt et rigtig træls sted. At vægten stiger, overskuddet falder, peger jo i retning af at hvis ikke du gør noget, så bliver det hele blot værre.

Jeg har dog meget svært ved at se dig komme videre uden at du skal have smidt den konfliktsky del fra dig, for rigtig meget skal jo ske mellem dig og din kæreste før der kommer forbedringer. Du bliver nødt til at fortælle hende at snakker hun dårligt om dine børn, eller taler mindre pænt til dem når de er der, at det gør dig ked af det, at det ikke er ok.

Du skal også have fundet en løsning på hvordan dine egne børn kan passe ind i huset, det er trods alt også vigtigere at dine børn har mere plads, end din kæreste har et sted hun kan gå hen. Børn > forældre, sådan skal det altid være. Det er de voksnes ansvar at tage vare på børnene punktum. Hvis ikke kæresten kan se at dine børn også skal prioriteres, så er det jo helt galt.

Dit mentale helbred bliver du nødt til at tage seriøst, det kan godt være det kræver en omgang sygemeldig fra arbejdet, også selvom det ikke er arbejdet der er skyld i det, men tiden skal bruges på at forbedre det hele, ellers er du lige vidt når du returnerer.

Om ikke andet må du jo tage en “Vi drukner i rod” hvor du får ryddet op, og solgt de ting du kan, så der kan komme lidt penge på tag opsparingen. Det kan gøre relativt meget mentalt at der er mere opryddet, det kan være det bliver nemmere for kæresten at opholde sig i fælles arealerne og værelset bliver frit til andet formål. Få taget en ordentlig omgang kig på økonomien, det er aldrig nemt, og slet ikke hvis kæresten stritter i mod. Det er bare ikke sundt at stå med røven i vandskorpen konstant. Frygte at næste gang det pisser ned med regn i badeværelset at der ikke er penge til at få fikset skaderne.

Jeg håber du får taget fat om problemerne, det lyder som om der er flere områder at tage fat om. Enten kan du starte i den nemme ende, eller tage det sværeste og tungeste først.

[TristanRusher#0 Trådstarter 7 Indlæg Offline]

ksempelvist har min datter borderline angst og har det især svært om aftenen. Det har betydet, at jeg har måtte kæmpe meget med søvnvaner for hende og i perioder/dage har sovet på madras hos hende. Dette har ikke faldet i god jord hos min kæreste som har en velfungerende pige som aldrig har voldt nogen problemer whatsoever.

At din kæreste ikke fatter udfordringen med borderline og angst, det er din kærestes problem, og at hun gør fnidder skal du overhovedet ikke lade dig slå ud af kurs ifht…. Jeg har selv en kone der har svært ved at forholde sig til sin egen søns (min bonussøn) lag på lag af traumer, “for han kan jo bare mande sig op og tage sig sammen” – jeg har mere end en gang ladet hende forstå at hun er en idiot at høre på i den henseende.

Din datters diagnose udstikker retningen for dit primære fokus, og sån er’et bare.

Min datter er aldrig blevet diagnosticeret, men for mig er det rimelig tydeligt. Hun er vokset og modnet og det er bedre. Ironisk nok blev det langt bedre, da jeg fuldkommen slap kontrollen med at prøve at få hende til at sove selv, men tilbød 100% støtte: “Hvis det er svært og du ønsker det, så kommer jeg ind og ligger hos dig med det samme.” Det gav sjovt nok en god dæmper Hun har det dog stadig sådan, at jeg ikke må gå i seng før hun selv sover. Nogle lidt lange aftener til tider, da jeg naturligt trækker den for at hun kan nå og falde i søvn.

Samtidig skriver jeg mig også bag øret, at bonusdatteren nok ikke bor hjemme til evig tid og ærlig talt, så glæder jeg mig sinddsygt meget til hun flytter sammen med kæresten engang.

Nu skal jeg ikke blande mig for meget, men at en 18½ flytter sammen med kæresten som det første er ikke helvedes smart. Det er bedre hun kommer ud og prøver at stå på egne ben først og finder sig selv og alt det det der. De fleste unge mænd er foriøvrigt fuldstændig hjælpeløse og har ikke behov for en partner men en erstatningsmor, der figurativt skifter ble på dem. Anyways, hendes valg – støt hende så meget du kan i hendes valg og udflytning, men vær forberedt på du godt kan gå hen og skulle gribe hende når hun falder.

Baggrunden er at hun og sin 2 år ældre kæreste har været sammen i 5 år. Det har været stabilt og de er så godt som altid sammen. Det er noget usædvanligt for unge mennesker i deres alder, men de er seriøst meant to be. Samtidig har kæresten også ambitioner og er en rigtig dygtig og fornuftig ung mand som er udlært mekaniker lige om lidt. Det giver mening for dem (har de også selv udtrykt) at de inden for de næste par år finder et sted til dem, som de kan kalde hjem og som han kan skrue lidt på og arbejde med. Derfor stiller jeg mig ret optimistisk både på vegne af dem, men i den grad også på vegne af mig selv idet det ville løse nogle logistikmæssige udfordringer.

Jeg er ikek meget for at tage til lægen igen.. Jeg har også allerede haft en enkelt sygeperiode fra mit arbejde og fik fuld støtte derfra. Det var hårdt og næsten endnu hårdere at komme tilbage igen. Men jeg er der

Du skriver ovenfor: ” Det dirre på mig og min radar er ude i fuld effekt for at samle op på indtryk fra hende.”

Det er jo ikke dit arbejde der stresser dig, det er dit parforhold – så hvem siger overhovedet du skal ud i en sygemelding på dit arbejde?

Ja det har du nok ret i. Det hele hænger dog sammen og at være drænet det ene sted kan påvirke en det andet sted. Kan jeg blive sygemeldt i mit hjem?

Anyways jeg vil rigtig gerne fokusere på mine børn og jeg er blevet bedre til det. Det er bare svært, når der sidder en kvinde i stuen i sin faste plads i sofaen, som dårligt snakker eller siger noget.

Du er på det rigtige spor, hvis ikke surmulen i sofaen vil med på den rejse, så ignorer hende og fortsæt ud af sporet anyways

Jeps det har jeg også øvet mig på hen over årene og det går bedre. Det blot kontrasten mellem hendes energi når det er hendes eget afkom og når det er mit som er slående og decideret nedtryggende og trist.

Igen mange tak for dit input.

[BamsRusher 357 Indlæg Offline]

Der er én ting. Du er stjernegod til at formulere dig. Og du fortæller en vigtig historie.

Jeg spytter jeg gerne i en bogudgivelse, og hvis den er fed, så må vi lave indsamling til lydbogsudgivelse.

Hvis ikke det giver 300.000 DKK, så kan det alligevel være at det giver noget at kunne sætte ord på det hele.

[Snowball42Rusher 255 Indlæg Offline]

Jeg kom lige til at tænke på en medstuderende på datamatiker, for efterhånden mange år siden. Han var noget ældre end os andre, og han havde et hyggeligt lille rækkehus med kæresten, og hendes 14 årige datter, han havde været sammen med hende siden hun var gravid, det var dog ikke hans datter. Men i 14 år havde havde han været hendes “far”, så på sidste semester blev han smidt ud af hende, og fik at vide at han ikke skulle kontakte hende eller hendes datter igen. Han endte med at gå helt ned, og droppede også ud af studiet.

Hvorfor jeg kom i tanke om det, er jo nok fordi jeg tænker at du i øjeblikket prioriterer hendes barn i forhold til dine egne. Der må jo gerne være balance, ender I med at gå fra hinanden, kan det være slut med at se din “pap datter”, mens dine børn altid vil være dine.

[KenkariModerator 3096 Indlæg Offline]

#0:

Jeg har læst dit indlæg. Jeg har ikke læst hvad de andre har skrevet, for det er alt for meget tekst for mig.

Men, du skal gøre noget. Du skal gøre noget ved dig selv og din situation. Om det er sælge huset og rykke i en lejebolig og tage det tab der måtte komme med. Et eller andet skal der ske. Har du fået huset vurderet med skift af tag?

Og så skal du gøre noget ved dig selv. Der skal et godt solidt tag i dine nosser, ungerne skal ud af huset, og så du og din kæreste forventningsafstemme hvad fremtiden skal byde på. Skal I være sammen? Skal I gå fra hinanden, osv osv osv osv osv. Lav evt en liste over ting du gerne vil have vendt, og vær endelig hård, for det kan blive en farlig samtale.

Og så skal du have noget professionel hjælp. Jeg ville tage fat i min læge, lægge ALT på bordet og så spørge “Hvad er mine muligheder?” Jeg vil nok personligt mene at en 10-12 samtaler med en psykolog kan være en god vej at gå til at starte med, og så arbejde videre der fra. Jeg siger ikke du har en depression, men du har alle tegnene på det.

Jeg håber du vil gøre noget og komme ud af den slump du er landet i. Det er aldrig for sent at ændre på tingene.

"Arguing with retards is like playing chess with a pigeon: No matter how good I am at chess, the pigeon is just going to knock over the pieces, crap on the board and strut around like it's victorious"

[GhidoraRusher 1263 Indlæg Offline]

Drop det hus, flyt i lejlighed, søg om gældseftergivelse. kom videre

GL & HF

[Forfatter]

Svar