- Dette emne har 21 svar og 18 stemmer, og blev senest opdateret for 3 år, 10 måneder siden af -dut-.
-
Emne
-
Jeg har et lidt dybere spørgsmål, hvor jeg vil sætte pris på at høre jeres mening.
Min kone og jeg er begge 38 år, og vi har en datter på 8½ år. Vores oprindelige plan/drøm var at få mere end ét barn.
Desværre har vi haft en række udfordringer gennem de sidste 10 år. Min kone mistede sin mor et år før vi blev forældre og har en meget lille familie. Min familie bor i den anden ende af landet og har valgt at være næsten ikke-tilstedeværende i vores liv. Derfor har vi næsten ingen muligheder for pasning.
Som lille havde vores datter kolik, og har sidenhen døjet med et ekstremt temperament og angst. Begge dele er næsten udelukkende noget vi har oplevet på hjemmefronten, så venner og familie har ikke troet på det når vi har fortalt om det. For nyligt er en pædagog i SFO’en dog begyndt at observere de samme mønstre og har kontaktet os med nogle forslag til håndtering.
Det betyder at vi gennem mange år har været kørt helt i sænk på ressourcefronten. Selve parforholdet har dog aldrig været påvirket.
På det gamle DR var der en tråd om hvorvidt man kunne blive lykkelig uden børn. Det leder mig frem til det egentlige spørgsmål – kan man blive lykkelig med ét barn?
Vores dilemmaer er flere:
1. Alle omkring os synes at det er mærkeligt at vi kun har et barn. Selv mine forældre har italesat det flere gange, selvom jeg tydeligt har fortalt dem at det bestemt ikke har været vores eget ønske – men at korthuset ville vælte hvis det var anderledes. Det har dog ikke fået dem til at vågne op og tage en mere aktiv rolle i at hjælpe os, men det er en historie for sig.
2. Nu er vores datter begyndt at blive roligere, og vi har derfor mere overskud. Hvis vi fik et barn mere nu, så vil hun være næsten 10 år – ville de få nogen glæde af hinanden før meget sent i livet?
Der er jo mange som har meget svært ved at få børn, og som er ovenud lykkelige hvis bare de lykkedes med at få et barn. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at finde den samme lykke, måske fordi udfordringen ikke har ligget i at kunne få børn men fordi vi af nød har været nødt til at tage et aktivt valg.
Jeg elsker vores datter overalt på jorden – men i takt med at hun er blevet ældre har jeg fået skyldfølelse over at hun er alene. Så sent som i denne uge har de i kristendom i skolen haft til opgave at skrive om søskende – og hun er det eneste enebarn i klassen. Det går altså lige i hjertet når man kan se at det går op for hende at for første gang rigtigt bemærker det selv.
- Du skal være logget ind som bruger for at kunne svare...