Off-topic » Hjælp har brug for psykisk hjælp.

(har også skrevet på reddit, I tilfælde af at nogle også har set mig der. Jeg er bare så desperat)

Kort introduktion, jeg er 3t årig mand, der lider af bipolar type 2 og emotionelle personligheds forstyrrelser.

Jeg har brug for professionel hjælp. De sidste tre år har været hårde mod mig. Mit liv styrtdykkede da jeg blev fyret fra mit job, og havde en enorm depression. For et halvandet år siden mistede jeg min bror, og jeg var voldsomt nede. Selvmordstruet. Jeg blev kortvarigt indlagt, hvorefter jeg kom på et forløb hvor jeg fik konstateret bipolar type 2 og emotionel personlighedsforstyrrelse.

Det skete i juli, 6 dage før min fødselsdag. Jeg hader juli. Jeg hader min fødselsdag. Jeg lærte at få det på afstand. Det gjorde stadig ondt, men jeg fik det bedre.

Jeg begyndte at få lamotrigin mod min bipolar, og jeg blev til tider mere stabil. Jeg har været så psykisk presset på det seneste at jeg har været nødt til at bruge sovemedicin, og er nu i stedet kommet på Quetiapin da jeg i længere tid har haft en lille pige der har været syg længere tid, og kommunen endnu ikke ved om jeg er i stand til at komme på førtidspension fordi jeg er så mentalt ustabil.

Har desuden næsten ikke råd til at bo i mit hjem, og næste år ser det endnu strammere ud med de nye regninger.

Oven på det… Så døde min lille pige på 4.5 år i mandags. Har en kæreste og endnu en pige på 2.5. Men jeg er gået ned. Jeg kan ikke kæmpe mere. Da jeg fik beskeden i mandags blev jeg så rasende så jeg gentagne gange slog min hånd og hoved i væg så jeg endte med en forstuvet hånd og flækket hoved og hjerne rystelse. Jeg har drukket som et hul i jorden siden. Jeg er begyndt at skrue op på mine doser af medicin for at dulme smerten.

Min kone prøvede at ringe til akut linjen, men de kan ikke hjælpe mig. Min kone skal til familien anden juledag og de bor langt væk og jeg frygter at gå psykisk ned dernede, men jeg kan ikke love hende at jeg ikke begår selvmord ved at være alene hjemme. Vi snakkede om at indlægge mig på den psykiske… Men det var tilsyneladende ikke muligt. Min tidligere psykiater på hospitalet sagde hvis jeg får det skidt så skal jeg ringe til deres nummer så kunne jeg indlægges.

Det viser sig så, at man først skal vente i 5 til 8 timer på afdelingen, og så vurderes om man er så syg så man kan blive indlagt. Og hvis jeg er, skal jeg reelt komme dagen før, dvs aftenen til d 25 i stedet for 26.

Der er et akut team der kan give psykolog hjælp, men de kan først se mig i næste uge, og jeg står på randen til at begå selvmord.

Jeg drukner mig i vodka, jeg har selvmedicineret mig ved at skrue kraftigt op på min lamotrigin og Quetiapin, og jeg har bare lyst til at dø. Min kone og jeg snakker om det, og hun er ked af at se mig være så ødelagt, og at man faktisk ikke kan få hjælp til en person som mig.

Jeg gik på psykisk forløb på hospitalet, men det var meget langt væk fra mig så det var drænende at komme til, samt jeg ikke passede ind i pakken.

Jeg kan ikke få hjælp. Jeg er på kanten til selvmord. Min kone støtter mig i jeg drikker nu for alternative er at jeg skær i mig selv. Mine arme er fyldt med ar for det er det jeg altid har kunne cope med, men jeg vil bare gerne dø.

Jeg har lyst til at tømme al min medicin, bælde det ned med sprut og bare vente på jeg ikke vågner igen.

Det lyder så forfærdeligt, for jeg elsker min kone. Jeg elsker min anden pige. Men mit tunnelsyn fokuserer på den pige jeg har mistet og jeg kan bare ikke leve uden hende.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at række ud til alle mine muligheder, men der er intet jeg kan se jeg kan gøre. Jeg prøver at skrue mine doser op fortsat, og jeg ved at det kan være farligt men jeg har brug for at føle ingenting. Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare gerne dø.

Jeg hader julen. Jeg tænker på min lille pige jeg mistede i mandags. Jeg kan ikke undvære hende. Jeg vil bare gerne skære håndledet over så jeg kan se hende igen.
Igen. Jeg elsker alle jeg har nært. Jeg kan bare ikke undvære min pige det gjorde knækket i alle mine problemer jeg har kæmpet med de sidste mange år.

Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det her. Jeg har nok bare brug for at få det ud. For jeg kan ikke få nogen form for hjælp så jeg er efterladt til at jeg skal kæmpe med mig selv for ikke bare at begå selvmord.

Jeg håber nok på ved at skrive det her at der er nogle der kender til hjælp jeg endnu ikke har prøvet.

Undskyld hvis jeg har gjort jer for triste af at læse hvor nederen jeg er. Jeg kan bare ikke mere.