Jeg kommer til at stemme på Mette, og det er første gang i mange år, at jeg har stemt på Socialdemokratiet. Jeg har ikke det store forhold til hende som person, for jeg ser aldrig nyheder på tv, men derudover har jeg også virkelig svært ved at blive pisset af over hendes personlighed. Jeg stemmer på hende, da der i mine øjne kun er ét altoverskyggende problem i verden lige nu, og det er krigen i Ukraine. Lige udenfor vores hoveddør. Og der må man bare sige, at hun har stået i spidsen af Europa for at være med til at sørge for, at russerne ikke bare fik lov til at rende dem over ende. Det vil jeg give hende credit for. Jeg er langt fra enig i alle de beslutninger, der er blevet taget, og eksempelvis fødevarechecken synes jeg er vanvittigt tåbelig og vanvittigt tåbeligt fordelt, men seriøst; der er sgu større problemer end det. Derudover stod hun også i spidsen under corona, og det synes jeg også blev håndteret fornuftigt.
Som en lille fodnote må jeg tilføje, at jeg ikke synes, at det er specielt fedt at blive kaldt dum og bange på et site, som jeg egentlig har stor veneration for.