Hjælp og nye funktioner
Velkommen til den nye version af Rushers.dk. Her får du en hurtig guide til de vigtigste funktioner, hvad de bruges til, og hvor du finder dem.
Kom i gang
- Opret bruger eller log ind fra topbaren.
- Brug menuen til Nyheder, Forum og Beskeder.
- Ikonerne til højre i topbaren er søgning, hjælp (spørgsmålstegnet), fejl og ønsker (insekt-ikonet), notifikationer (klokken) og tema.
- En lille blå prik ved et menupunkt betyder, at der er noget nyt at se på — ulæste beskeder, nye indsendte nyheder eller åbne anmeldelser.
- Tryk på dit brugernavn for profil- og kontoindstillinger.
- Brug søgefeltet i toppen til at finde emner, svar og nyheder.
Forum
I forum kan du læse og oprette emner, svare, indsætte billeder og abonnere på emner, så du får besked om nye svar.
Du kan også nævne brugere med @brugernavn og henvise til svar med #nummer.
Opret et nyt emne
Knappen Nyt emne i topbaren fører direkte til skrivesiden, uanset hvor på siden du står. Du behøver altså ikke først finde ind i det rigtige forum for at komme i gang — vælg forummet på selve siden i stedet.
- Vælg forum — feltet øverst er en søgeliste: begynd at skrive, og den filtrerer mens du taster. Du kan også bladre med piletasterne og vælge med Enter. Der vises kun de forums, du faktisk må skrive i.
- Kommer du fra et forum? Trykker du på Nyt emne inde i et forum, er forummet valgt på forhånd. Du kan stadig skifte det, hvis du fortryder undervejs.
Resten er som altid: titel, tekst, og valgfrit billeder, vedhæftninger og en afstemning. Knappen vises kun, når du er logget ind.
Kompakt eller udvidet emneliste
Øverst i et forum sidder to knapper, der bestemmer, hvordan emnelisten ser ud:
- Kompakt — den klassiske liste med titel, forfatter, seneste svar og antal svar. Flest emner på skærmen ad gangen. Det er standard.
- Udvidet — hvert emne bliver til sit eget felt, hvor du også kan læse begyndelsen af det første indlæg og se billederne fra det. God til at finde ud af, om et emne er værd at åbne, uden faktisk at åbne det.
Er teksten længere end der er plads til, tones den ud i bunden, og et Læs mere-link fører ind i emnet. Klik på et billede i en udvidet visning åbner ikke fuldskærmsvisningen — det er kun en forsmag; fuldskærm får du inde i emnet.
Siden husker dit valg, også når du logger ud og kommer tilbage senere. Valget gælder alle forums og kun dig — det påvirker ikke, hvad andre ser.
Ulæste svar og links i emnelister
Når du er logget ind, holder siden styr på, hvor langt du er nået i hvert emne. Det bruges i alle emnelister — forummet, favoritter, abonnementer og boksene i sidepanelet. En emnelinje kan indeholde op til tre forskellige links, som fører til hver sit sted i emnet:
- Emnets titel — fører som udgangspunkt til emnets start (side 1). Det kan du selv ændre, se indstillingen herunder.
- Den røde stjerne — vises kun, når emnet har svar, du ikke har læst. Tallet i stjernen er antallet af ulæste svar, og et klik hopper direkte til det første ulæste svar — også selvom det ligger flere sider inde i emnet. Står der Ny i stjernen, er det et emne, du slet ikke har åbnet endnu.
- Taleboblen med et tal — tallet er emnets samlede antal svar, og et klik hopper til det seneste svar. Linket »seneste svar for 2 timer siden« i emnelinjen fører samme sted hen.
Inde i emnet vises en »Nye svar«-linje dér, hvor de ulæste svar begynder, så du kan se, hvor du slap. Et emne markeres som læst, efterhånden som du læser det — kun de sider, du faktisk har set, tæller som læst.
Du kan også markere ting som læst manuelt: på forumoversigten har hvert forum med nye indlæg en lille flueben-knap (Marker forum som læst), og øverst på oversigten kan du markere alt som læst med ét klik. Inde i et forum findes samme knap for netop det forum.
Gæster uden login får ingen ulæste-markeringer — stjernen og »Nye svar«-linjen kræver, at siden ved, hvad du har læst.
Vælg selv, hvor emnetitlen fører hen
Under indstillinger kan du vælge, hvad der sker, når du klikker på et emnes titel i en liste:
- Emnets start — side 1, fra begyndelsen (standard).
- Første ulæste svar — fortsæt hvor du slap, som stjernen gør. Er der ikke noget ulæst, føres du til emnets start.
- Seneste svar — direkte til bunden, som taleboblen gør. Har emnet ingen svar, føres du til emnets start.
Valget gælder alle emnelister på siden. Stjernen og taleboblen ændrer sig ikke — de fører altid til henholdsvis første ulæste og seneste svar, uanset hvad titlen er sat til.
Favoritemner
Stjernen i toppen af et emne gemmer emnet som favorit. Det er et rent bogmærke: du får ingen mails eller notifikationer af det — det skal du bruge klokken (abonnement) til. Favoritter er dine egne, og ingen andre kan se dem.
Dine favoritter står i boksen Favoritemner i sidepanelet, og hele listen finder du på Mine favoritter. Begge steder ser emnerne ud præcis som i resten af siden: forfatter, forum, ulæste svar og antal svar er med.
På favoritsiden har hvert emne en stjerneknap, der fjerner det fra listen igen. Rammer du forkert, kan du trykke Fortryd i beskeden, der dukker op nederst — den bliver stående lidt længere end almindelige beskeder, netop af den grund. Sidepanelet opdaterer sig samtidig, så de to lister aldrig er uenige.
Mister du adgangen til et forum, forsvinder emnerne derfra fra dine favoritter. De kommer igen, hvis du får adgang igen — favoritten bliver ikke slettet, den bliver bare ikke vist.
Afstemninger
Når du opretter eller redigerer et emne, kan du tilføje en afstemning: et spørgsmål, mindst to svarmuligheder, og valgfrit en dato hvor afstemningen lukker. Du kan tillade flere svar pr. person, og du kan gøre afstemningen anonym.
- Almindelig afstemning — alle kan trykke »Vis hvem der stemte« og se navn og avatar på dem, der har stemt på hvad.
- Anonym afstemning — resultater og antal vises, men aldrig hvem der stemte hvad. Afstemningen er markeret med et Anonym-mærkat.
Anonymitet kan ikke ændres, når først nogen har stemt — hverken til eller fra. Man skal kunne stole på det, der stod på skiltet, da man stemte.
Så længe afstemningen er åben, kan du trykke Skift stemme og vælge om. Din egen stemme er markeret med et flueben i resultatet. Er afstemningen lukket, kan der ikke stemmes mere, men resultatet bliver stående.
Handlingslinjen under et svar
Under hvert svar sidder en række små ikon-knapper. Hold musen over en knap for at se, hvad den gør. Hvilke knapper du ser, afhænger af dine rettigheder og af, om emnet er låst:
- Tommelfinger — reaktion. Klik for at åbne vælgeren og vælge en reaktion. Antal og typer vises til venstre.
- Blyant — rediger dit eget svar.
- Skraldespand — slet svar. Moderatorer kan gendanne igen med pil-ikonet.
- Flag — anmeld svaret til moderatorerne.
- Anførselstegn — citér svaret i din egen besvarelse.
- #nummer — indsæt en henvisning til svaret i din egen besvarelse.
Citat og henvisninger
Hvert svar i et emne har et nummer, der vises som #12 yderst til højre i svarets handlingslinje.
Nummeret gælder inden for det enkelte emne, så #1 er altid første svar i netop det emne.
Der er to måder at referere til et andet svar på:
Citat-knappen
Citat-knappen (anførselstegnene) i handlingslinjen indsætter hele svaret som en citatblok i dit svarfelt, med en overskrift der krediterer forfatteren og linker til det oprindelige svar. Editoren får fokus, og siden ruller ned til svarfeltet, så du kan skrive videre med det samme.
Tip: Markér først et stykke tekst i svaret, og tryk så på Citat. Så citeres kun det markerede i stedet for hele svaret — brug det til at svare præcist på én pointe i et langt svar.
Du kan citere flere svar efter hinanden; hver citatblok bliver føjet til bunden af din kladde.
Citater skrives i Markdown som linjer der begynder med >, så du kan altid redigere eller
forkorte et citat bagefter.
Klik på nummeret (#12)
Klikker du på selve nummeret, indsættes en kort henvisning — for eksempel #12 — inline i dit svar
uden at hele svaret bliver citeret. Det er den lette variant, når du bare vil pege på et tidligere svar:
»Enig med #12, men …«
Når svaret er udgivet, bliver #12 automatisk til et link, der hopper direkte til svar nummer 12
i emnet — også selvom svaret ligger på en anden side. Du kan sagtens skrive #12 manuelt;
det virker på præcis samme måde. Nummeret skal blot svare til et svar i det emne, du skriver i.
Formatering af tekst (Markdown)
Svar skrives i Markdown. Værktøjslinjen over skrivefeltet består af ikoner — hold musen over et ikon for at se, hvad det gør. Spørgsmålstegnet yderst til højre i værktøjslinjen viser det samme snydeark som herunder.
Værktøjslinjen
Knapperne står i denne rækkefølge:
- Smiley — humørikon-vælgeren med almindelige smileys og »square heads«. Klik på et ikon, så indsættes koden i teksten.
- GIF — søg efter en GIF på GIPHY og indsæt den. Se GIF'er i svar.
- Billede — vælg billedfiler fra din enhed. Se Billeder i svar.
- Fed, kursiv, link, citat, kode og spoiler — indsætter formatering omkring det markerede. På smalle skærme (under 560 px) samles de seks i én formaterings-menu (F-ikonet), så værktøjslinjen kan være på én række.
- Øje — forhåndsvisning. Slår frem og tilbage mellem skrivefeltet og det færdige resultat, så du kan tjekke formatering, billeder og indlejringer inden du sender.
- Pile — udvid skrivefeltet. Gør skrivefeltet stort (ca. 70 % af skærmhøjden) og ruller editoren op i toppen af vinduet, så der er plads til lange svar. Klik igen for at formindske.
- ? — snydearket med Markdown-formatering.
Skrivefeltet vokser i øvrigt automatisk, mens du skriver, så du slipper for en indre scrollbar i lange svar.
| Du skriver | Du får |
|---|---|
**fed** | fed |
_kursiv_ | kursiv |
[tekst](https://...) | link |
> citat | citatblok |
`kode` | kode |
||spoiler|| | spoiler — teksten er skjult, indtil man klikker på den |
- punkt | punktliste |
1. punkt | nummereret liste |
## Overskrift | overskrift |
@brugernavn | nævn en bruger (personen får en notifikation) |
#12 | link til svar nr. 12 i emnet |
:) :D ;) :P :( :o <3 | humørikoner |
Medier: Sæt et link til YouTube, Twitch, Streamable, Vimeo, Imgur, GIPHY, X (Twitter), Reddit, Spotify eller SoundCloud på sin egen linje, så bliver det automatisk vist som afspiller eller indlejring.
Spoilere: Skriv ||tekst|| — eller markér teksten og klik på spoiler-knappen
(det overstregede øje) — så bliver teksten sløret, indtil læseren klikker på den. Det gamle sites
[spoiler]tekst[/spoiler]-tags virker også.
Tabeller laves med | mellem kolonnerne. HTML er ikke tilladt og bliver fjernet,
så du kan roligt indsætte tekst fra andre sider uden at ødelægge layoutet.
Billeder i svar
Du kan sætte billeder direkte ind i dine svar — både når du opretter emner, svarer, redigerer, skriver en privat besked og melder en fejl. Der er to måder:
- Indsæt fra udklipsholderen: Tag et screenshot eller kopiér et billede, og indsæt det
i skrivefeltet med
Ctrl+V. Billedet uploades med det samme og indsættes dér, hvor markøren står. - Billed-knappen: Vælg op til 3 billedfiler ad gangen fra din enhed via knappen i værktøjslinjen. Billederne indsættes i svaret på samme måde.
Under skrivefeltet vises små miniaturer af de billeder, der er med i svaret, så du kan se dem uden at
skifte til forhåndsvisning. Billedet står i teksten som Markdown, fx  —
sletter du den linje inden du sender, ryger billedet ikke med.
Kun billedfiler kan indsættes (png, jpg, webp og gif) på højst 2 MB pr. billede.
GIF'er i svar
Værktøjslinjen over skrivefeltet har en GIF-knap, der åbner en søgning i GIPHY's bibliotek. Når du åbner den, vises de mest populære GIF'er lige nu — skriv i søgefeltet for at finde noget bestemt.
Klik på en GIF, så indsættes den som et link på sin egen linje i dit svar, og den vises automatisk som animation i det færdige svar. Du kan se resultatet med forhåndsvisning (øje-knappen), inden du sender.
GIF'erne hentes fra GIPHY og gemmes ikke på Rushers. Søgningen er filtreret, så den kun viser indhold op til niveauet "PG-13", men GIPHY's filtrering er ikke perfekt — brug almindelig sund fornuft, og husk at reglerne også gælder for GIF'er.
Nyheder
Under nyheder kan du læse publicerede artikler. Brugere kan indsende forslag via indsend nyhed, som derefter håndteres i redaktionelt flow.
Beskeder
Private beskeder findes under Beskeder. Her kan du starte nye samtaler og følge ulæste beskeder. Er der ulæste samtaler, vises en blå prik ved Beskeder i topbaren.
Notifikationer
Klik på klokken i topbaren for at se nye hændelser — svar i dine emner, omtaler af dit brugernavn og lignende. Tallet på klokken viser antallet af ulæste notifikationer. Du kan markere som læst, åbne alle notifikationer, og tilpasse dine præferencer under notifikationsindstillinger.
Tema (system, lyst, mørkt)
Tema-knappen i topbaren skifter mellem tre tilstande: følg systemet, lyst og mørkt. Ikonet viser den aktuelle tilstand: en halvfyldt cirkel for systemtema, en sol for lyst og en måne for mørkt. Som standard følger siden din enheds OS-tema automatisk. Hvis du vælger lyst eller mørkt manuelt, bruges dit valg i stedet, indtil du skifter tilbage til systemtilstand.
Profil og konto
Under profilindstillinger kan du opdatere profiloplysninger som lokation, "om mig", signatur og avatar. Under indstillinger finder du dine personlige præferencer — bl.a. humørikoner, automatisk abonnement på emner, automatiske avatarer og hvor emnetitler i lister fører hen. Du kan også administrere sikkerhedsindstillinger og personlige data.
Automatiske avatarer
Har du ikke uploadet en avatar, tegner Gravatar en for dig ud fra din emailadresse. Under indstillinger vælger du, hvordan de tegnede avatarer skal se ud — tegnede ansigter, geometriske mønstre, små monstre, 8-bit ansigter, robotter eller bare en grå skygge. Du kan se et eksempel på hver stil, mens du vælger.
- Min automatiske avatar: Sådan ser du ud for alle andre. Vælger du "lad hver læser bestemme", ser folk dig i den stil, de selv har valgt for andre.
- Andres automatiske avatarer: Sådan ser de medlemmer ud, der ikke selv har valgt noget. Har de selv valgt en stil, får de deres vilje — det virker begge veje.
Har du uploadet din egen avatar under profilindstillinger, betyder valgene her ingenting for dig. Og bemærk: skifter du stil, skifter alle de tegnede avatarer udseende på én gang. Det er meningen.
Sikkerhed på kontoen
- Totrinsbekræftelse (2FA): Beskyt din konto med en authenticator-app (fx Microsoft eller Google Authenticator). Under opsætningen kan du scanne en QR-kode med appen — eller taste nøglen ind manuelt. Husk at gemme dine gendannelseskoder et sikkert sted; de er din vej ind, hvis du mister telefonen.
- Adgangsnøgler (passkeys): Log ind uden adgangskode med fingeraftryk, ansigtsgenkendelse eller din enheds pinkode. Du kan tilføje flere adgangsnøgler og give dem navne, fx én pr. enhed.
- E-mail: På e-mail-siden kan du se, om din adresse er bekræftet, sende en ny bekræftelsesmail og skifte til en anden adresse. Skift bekræftes via et link i mailen.
Søgning
Brug søgefeltet i toppen eller gå direkte til søgning for at finde indhold hurtigere.
Fejl og ønsker
Er der noget på siden, der ikke virker, eller mangler du en funktion? Brug insekt-ikonet i topbaren eller gå til Fejl og ønsker-forummet for at se, hvad der allerede er meldt ind. Opret derefter en ny melding via rapportér fejl eller ønske. Du skal være logget ind.
- Søg først. Er fejlen eller ønsket allerede oprettet, så skriv et svar i det eksisterende emne i stedet for at oprette en ny. Det gør det meget nemmere at prioritere.
- Vælg type. Fejl eller ønske. Titlen får automatisk
[Bug]:eller[Feature]:foran, så emnerne er nemme at overskue. - Skriv en præcis titel — kort og konkret, fx »Notifikationer forsvinder efter genindlæsning«.
- Beskriv det grundigt. Formularen viser en vejledning med de oplysninger, vi har brug for.
En god fejlmelding
- Hvad gjorde du, trin for trin, så vi kan genskabe fejlen?
- Hvad forventede du skulle ske — og hvad skete der i stedet?
- Hvor og hvornår? Sæt gerne adressen (URL) på siden ind, og skriv cirka tidspunkt.
- Hvilken browser, enhed og tema brugte du?
- Skærmbilleder hjælper meget. Der er ikke upload på siden, så læg billedet et sted offentligt
og indsæt det med
. - Én fejl pr. melding — så kan hver enkelt lukkes for sig.
Et godt ønske
- Hvilket problem løser det i dag? Beskriv behovet, ikke kun løsningen.
- Hvad foreslår du konkret?
- Hvem får glæde af det — dig, moderatorer, alle?
- Eksempler eller links til andre sider, der gør det godt, er altid velkomne.
- Ét ønske pr. emne.
Status på din melding
Udviklerne sætter en status på emnet, når det er behandlet. Statussen vises som et mærkat både i emnelisten og øverst i emnet:
- Implementeres snart — vi har taget den ind og går i gang snart.
- Under arbejde — der bliver arbejdet på den lige nu.
- Implementeret — den er lavet og lagt på siden.
- Dublet — den findes allerede — der linkes til det oprindelige emne.
- Laves ikke — vi laver den ikke. Begrundelsen står i emnet.
- Afventer info — vi mangler flere oplysninger fra dig, før vi kan gå videre.
- Kan ikke genskabes — vi kan ikke genskabe fejlen. Skriv gerne flere detaljer.
Emnet bliver ikke låst, når der sættes status — du kan altid svare med flere oplysninger, og status kan ændres igen.
Moderation og rapportering
Hvis du ser indhold, der bryder reglerne, kan du anmelde det med flag-ikonet i svarets handlingslinje. Moderationsteamet håndterer anmeldelser og holder forummet ryddeligt. Anmeldelser er ikke synlige for andre brugere.
Når du redigerer et svar, kan du angive en valgfri begrundelse for redigeringen. Alle kan se, at et svar er blevet ændret — hvornår, af hvem og med hvilken begrundelse (hvis en er angivet). Selve de tidligere versioner af svaret kan kun ses af moderatorer og administratorer.
