Jeg deler lige Søren Pinds indlæg fra facebook. Jeg vil kun sige en ting, og det er som en der stemmer på venstrefløjen, så er bekymrende at læse om udvikling på højrefløjen.
—————————————————
Nu kommer det her råt fra usødet: Det har længe stået klart, at den såkaldte blå blok var blevet skør. Så sent som i dag taler konservative Rasmus Jarlov om korruption i forbindelse med en demokratisk regeringsdannelse.
Det er bare et eksempel på de mærkværdigheder og skøre påstande, der har præget minkforløb, FE-sag, angrebene på navngivne embedsmænd med meget mere.
Ja, minksagen var en skandale. Men det banale er, at der var tale om en skønsmæssig systemfejl med en række følgevirkninger. Enhver, der orker at læse kommissionens konklusioner, (hvis opgave blev formuleret af oppositionen!) kan forvisse sig om, at statsministeren sagde noget forkert - men ikke anede det. Det er absurd at påstå, at nogen kan dømmes for det. Skats sammenbrud, der kostede det danske samfund langt over 100 milliarder kroner, er en langt større skandale. Og hidtil er så godt som alle sluppet. Uden at nogen blinker af den grund. Her er en minister blevet fyret, en rigspolitichef og en departementchef hjemsendt og en række embedsmænd har herudover påtegnelser på deres papirer. Dertil kommer, at vælgerne - den øverste suveræn - har forholdt sig til sagen - og valgte Mette Frederiksens parti med et brag.
Det er sygt at undergrave det demokratiske system med påstande om korruption, magtsyge, løgn og hvad har vi. Det fører lukt til stormen på kongressen, som vi så det i USA. Ren Trump.
Blå bloks fortrædeligheder startede, da Venstre besluttede sig for at følge Claus Hjort-doktrinen og slagte alle anderledes tænkende og gøre resten til robotter. Ud af det opstod LA, der, med Samuelsen i spidsen, valgte abeklatringen fremfor at bruge denne position til noget fornuftigt. Aberiet provokerede Thulesen-Dahl i en sådan grad, så det hele gik i hårdknude. Alt mens medlemmer af Venstre mente, man havde råd til et benhårdt slagsmål med formanden for partiet, som mange gentagende gange søgte at undergrave. Da Løkke vandt 23 procent af stemmerne, præsterede man ovenikøbet at bilde sig selv ind, det intet havde at gøre med hans midterprojekt - godaw do. Her i anden omgang garanterede blå blok så Jakob Ellemann, at man godt kunne stå sammen. Og katastrofen i valgkampen fulgte. Fortjent endte blå blok på 72 mandater. Tal om løftebrud… Løkke tordnede igen ind med sit midterprojekt.
Blå blok er i dag lige så radioaktiv som Tjernobyl. Erkendelsen ikke eksisterende. Som om det parti, der bar en stor del af ansvaret for blå bloks sammenbrud, LA, skulle kunne bygge noget op - står DF ikke fast på ultimative krav? Vil partiet (LA) selv blive ved med at stemme imod EU-direktiver som det polske lov og orden parti? Skulle konservative efter denne valgkamp lede blå blok? Skal vi stadig meldes ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, EU og hvad har vi?
Og så de skøre anklager mod det danske embedsmandsystem, konspirationsteorier om - banale men store - fejl, personificeringer der medfører, at folk skal udstyres med livvagter, samtidig med man vasker sine hænder. BVADR.
Venstres plager er selvskabte. Man diaboliserede Mette Frederiksen (og Barbara Bertelsen). Og da kommissionen kom, der reelt frikendte Mette Frederiksen og gav det udkomme at Barbara Bertelsen fik den laveste grad af irettesættelse, man kan få, spredte galskaben sig igen: Der måtte være noget galt med systemet. Der var korruption, falskhed, løgnagtighed. Men hvem var det egentlig, der før der overhovedet var nogen undersøgelse, fremsatte forslag om Rigsret? Blå blok. Pinligt.
Man kunne have taget Mette Frederiksen på ordet under valgkampen, og have spurgt til, hvilken politik hun egentlig forestillede sig over midten? Det havde skabt diskussion og plads til at bevæge sig. I dag står man i stedet med en svær løftebrudsdiskussion.
Og minksagen… Den skulle have været lukket efter kommissionen. Men nej. Den skulle pines og plages til den sidste dråbe var trukket ud af et blindt spor. Jeg deler den ledende juridiske oppinion anført af professor på professor, der fastslog, at der så at sige ikke var noget at komme efter. Også for dette betaler Venstre en pris.
Nu må de næste dage gå med, at de ledende folk, der sagde disse mærkværdigheder - Sophie Løhde, Troels Lund mfl - må stille sig op og vedstå sig det nye standpunkt. Kulminerende med en sceance med partiets formand, der må svare på alle spørgsmål, så denne sag en gang for alle er afklaret.
Herefter må så prisen på grisen -politikken - følge. Og da jeg intet grundlag har for at betvivle, at Venstre er gået efter guldet, så er det noget, jeg virkelig ser frem til.
Det forandrer alt sammen ikke følgende:
blå blok er ikke et sted at være. Intet lever der. Og intet kommer til at leve før der kommer en erkendelse af disse ovenstående forhold. Og man kan samles om det politiske projekt, man nægtede før valget.
Socialdemokratiet vil - og skal - betale en høj pris for at få den nye regering. Som en formulerede det på de sociale medier i dag: Hun bliver statsminister i en blå regering. Trust me, der kommer også ballade på den anden side.
Resten af de borgerlige partier kan nu få en fortjent tænkepause, hvor man kan se maling tørre, et solidt flertal regere fra midten og gennemføre reformer, dele af blå blok kun turde drømme om tidligere. Den dag fornuften har indfundet sig, og det er muligt at lave borgerlig-liberal politik og ikke letkøbt MDGA-undergravende virksomhed (Make Denmark Great Again) er det nemt at løfte røret til Jakob Ellemann-Jensen og sige “kom hjem, kom hjem oh kom dog hjem”. Det store spørgsmål er, om den besindelse nogen siden vil indfinde sig.